Haaland scorer to gange i norsk VM-comeback mod Irak

17. JUN 2026 • 02:21SPORT

Irak havde flere store chancer, men Norges stjernespillere var for stærke i VM-opgøret i USA.

Det norske fodboldlandshold fik natten til onsdag dansk tid en perfekt start på landsholdets første VM-slutrunde i 28 år.

I gruppe I blev Irak besejret med 4-1 på Boston Stadium i USA.

Det var som ventet Norges største stjerne – Erling Braut Haaland – der sendte nordmændene på sejrskurs i midten af første halvleg, hvor Irak overraskede positivt og havde flere store chancer.

Angriberen, der til daglig scorer masser af mål for Manchester City, fik sidste fod på bolden i et flot kontraangreb, hvor David Møller Wolfe sendte bolden i fødderne på Haaland fra venstrekanten.

Norge fortsatte med at trykke på i første halvleg, hvor Atlético Madrid-spilleren Alexander Sørloth var tæt på at gøre det til 2-0.

I stedet blev det Irak, der kom på måltavlen efter 39 minutters spil.

Amir Al-Ammari blev spillet fri, og fra baglinjen kunne han sende en perfekt aflevering ind i det norske felt. Her hoppede Aymen Hussein højest og sendte bolden i mål med et kraftfuldt hovedstød.

Norge svarede hurtigt igen få minutter senere efter en stor fejl i Iraks forsvar. En aflevering tilbage til Iraks målmand fik ikke nok fart, og Haaland var igen på pletten og fik sendt Norge i front til 2-1.

Irak jagtede udligningen i slutningen af første halvleg, hvor de havde flere store chancer, men nordmændene formåede at bevare føringen.

Norges landstræner, Ståle Solbakken, valgte i midten af anden halvleg at skifte fire spillere ud på samme tid – blandt andet RB Leipzig-spilleren Antonio Nusa, hvis hurtige driblinger konstant var en trussel mod Iraks forsvar i særligt første halvleg.

Det viste sig at være en god beslutning fra Solbakken.

Få minutter senere steg indskiftede Leo Østigård højest i det irakiske felt og sendte Norge på 3-1.

Erling Braut Haaland var tæt på et hattrick i slutningen af opgøret, men skuddet blev blokeret af Iraks målmand. I de døende minutter af opgøret blev det til 4-1, da Iraks målscorer Aymen Hussein sendte bolden i eget net.

Norge skal i næste uge møde Senegal og Frankrig i de to resterende kampe i gruppe I. Frankrig vandt deres kamp over Senegal med 3-1.

/ritzau/

MESTE LÆST SPORT (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT