Mand kører bil ind i menneskemængde i sydtysk by

7. JUN 2025 • 21:01UDLAND

Mandens kone og datter er blandt de sårede. Mulig strid om forældremyndighed kan have været motiv.

En mand har lørdag eftermiddag kørt en bil ind i en gruppe mennesker i den sydtyske by Passau.

Det oplyser tysk politi ifølge flere tyske medier.

Fem personer behandles på hospitalet, skriver det tyske nyhedsbureau dpa. Blandt de sårede er mandens 38-årige kone og femårige datter.

- Under den igangværende efterforskning er der tegn på, at en mulig strid om forældremyndighed kan have udløst hændelsen, lyder det fra politiet ifølge det tyske nyhedsbureauet dpa.

De tre boede i Passau-området. Passau ligger ved Tysklands grænse til Østrig - omkring 150 kilometer øst for München.

Manden er ifølge dpa en 48-årig irakisk statsborger. Han er blevet anholdt og afhøres.

Konen og datteren samt tre andre bliver behandlet på hospitalet. Ingen er i livsfare, oplyser en talsperson for politiet ifølge dpa.

Manden kørte sin bil ind i en gruppe fodgængere i Passau nær byens hovedbanegård omkring klokken 15.30.

Folk i området tilkaldte politiet, og de sårede blev bragt til hospitalet med ambulance, skriver dpa.

I februar kørte en bil ind i en menneskemængde i München. To af de sårede - en kvinde og hendes toårige barn - døde senere på hospitalet. Adskillige andre mennesker blev såret.

En 24-årig mand, der blev anholdt i sagen, har erkendt, at han bevidst kørte sin bil ind i menneskemængden.

/ritzau/

MESTE LÆST UDLAND (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT