Møllgaard slutter på toppen: Det har været sjovt og en ære
Aalborg Håndbold sikrede lørdag DM-guldet, og dermed stoppede veteranen Henrik Møllgaard på toppen.
40-årige Henrik Møllgaard sluttede lørdag sin håndboldkarriere med at løfte DM-trofæet, da han sammen med Aalborg Håndbold sikrede sig mesterskabet efter en sejr på 29-26 i den anden DM-finale mod Skjern Håndbold.Forsvarsveteranen går på pension som dansk mester, pokalvinder, verdensmester og olympisk mester. Lørdagens DM-guld var det ottende i karrieren.
- Det har været sjovt, og det har været en ære, siger Møllgaard til TV 2 Sport.
Hans sidste håndboldkamp blev spillet i Skjern, hvor han tørnede ud fra 2012 til 2016.
- Fantastisk at få lov til at slutte i Skjern med et mesterskab. En på alle mulige måder rodet sæson. Det er bare dejligt at få lov til at slutte på toppen med det her hold, siger forsvarsveteranen til TV 2 Sport.
Tyske Maik Machulla blev i sommerpausen cheftræner i Aalborg i stedet for Stefan Madsen, men Machulla nåede blot et par måneder i rollen, inden han blev fyret i november.
I samme ombæring blev Møllgaard tildelt rollen som spillende assistenttræner.
Nu fjernes spillende fra Møllgaards titel. I den kommende sæson drager han til Paris, hvor han skal være assistenttræner for netop Stefan Madsen i Paris Saint-Germain.
/ritzau/