Ældre reddet fra rædselsplejehjem i Bulgarien
Flere ofre på plejehjem var blevet slået, bundet og bedøvet. En kvinde havde ikke forladt stedet i fire år.
75 ældre mennesker er blevet reddet fra to ulovlige plejehjem i Bulgarien, hvor de blev udsat for brutal mishandling.Bulgariens justitsminister, Georgi Georgiev, beskriver plejehjemmene som "rædslernes huse".
Ifølge embedsmænd blev ofrene slået, bundet og bedøvet.
Anklagemyndigheden i provinsen Stara Zagora oplyser, at fem personer er blevet anholdt i sagen, og at der er indledt en efterforskning.
- Ifølge vidneudsagn havde en ældre kvinde ikke forladt stedet i fire år, står der i en erklæring fra anklagemyndigheden.
- En anden beboer, som forsøgte at flygte, blev fanget, tævet og efterladt bevidstløs, lyder det videre.
Justitsministeriet tilføjer, at nogle af de ældre, der blev reddet, havde fødderne bundet og var bedøvede. De blev holdt indespærret i rum uden sengetøj, hvor håndtaget til vinduerne var taget af - afskåret fra omverdenen.
De ældre mennesker blev fjernet fra faciliteterne i den østlige del af landet, som ejerne havde omdannet til såkaldte sundhedscentre ved at tilbyde "værelser til leje" for lidt over 400 euro om måneden.
Internationale organisationer kritiserer ofte tilstanden for sundhedsfaciliteterne i Bulgarien, som er det fattigste land i EU.
Manglen på faciliteter til ældre har ført til en opblomstring af ulovlige plejecentre.
I november 2021 omkom ni ældre i en brand på et plejehjem nær byen Varna, og i maj 2022 døde fire andre i en lignende episode på et andet plejehjem i samme område.
/ritzau/AFP