USA opfordrer stridende parter i Sudan til at færdiggøre våbenhvile
Rapid Support Forces er torsdag gået med til en humanitær våbenhvile foreslået af en USA-ledet mæglingsgruppe.
USA's udenrigsministerium opfordrer den paramilitære gruppe Rapid Support Forces (RSF) og Sudans hær til at "færdiggøre en våbenhvile".Det siger en talsperson for udenrigsministeriet til nyhedsbureauet AFP torsdag.
Meldingen kommer, efter at den ene part i konflikten, RSF, samme dag er gået med til en humanitær våbenhvile, som er foreslået af en USA-ledet mæglingsgruppe, der foruden USA består af De Forenede Arabiske Emirater, Saudi-Arabien og Egypten.
- I overensstemmelse med det sudanesiske folks ønsker og interesser bekræfter Rapid Support Forces, at de accepterer at indgå den humanitære våbenhvile, som er foreslået af de fire lande, lyder det i en erklæring fra RSF, skriver AFP.
Den sudanesiske hær har endnu ikke kommenteret udmeldingen fra RSF.
Både RSF og Sudans hær er af internationale organisationer blevet kritiseret for at målrette angreb mod civile i konflikten.
Senest er anklagere ved Den Internationale Straffedomstol (ICC) ved at indsamle beviser om påståede massedrab og voldtægter i byen al-Fashir, efter at den paramilitære gruppe Rapid Support Forces (RSF) i løbet af oktober indtog byen.
En rapport fra FN's menneskeretskommissariat (OHCHR) konkluderer desuden, at RSF under belejringen af byen og det omkringliggende område har begået flere forbrydelser mod menneskeheden.
"Drab, tortur, slaveri, voldtægt", lyder det blandt andet og "forfølgelse på etnisk, kønsmæssigt og politisk grundlag".
Efter RSF's overtagelse af al-Fashir, som var hærens sidste bastion i Darfur-regionen, meddeler FN desuden, at man forventer en massiv tilstrømning af flygtninge til nabolandet Tchad.
Derfor er flere FN-organisationer gået sammen om at lave en beredskabsplan for at håndtere flygtningestrømmen, selv om det dog er uklart, hvor mange der vil nå frem.
/ritzau/AFP
