USA melder at have ødelagt flere små iranske både der forsøgte at forstyrre skibsfarten. Iran afviser.
USA har "ødelagt" seks små iranske både.Det oplyser chefen for den amerikanske centralkommando (Centcom), Brad Cooper, ifølge Reuters.
Skibene forsøgte at forstyrre den kommercielle skibsfart, lyder det fra Cooper.
I et opslag på sit sociale medie Truth Social skriver USA's præsident, Donald Trump, samme dag, at der er tale om syv både.
- Vi har nedskudt syv små både, eller som de kalder dem, "hurtige" både. Det er alt, hvad de har tilbage, skriver præsidenten.
En iransk militærperson afviser ifølge iransk stats-tv meldingen.
De modstridende meldinger fra de to lande er blot de seneste i rækken mandag, hvor der løbende er kommet forskellige meldinger fra Iran og USA vedrørende situationen i Hormuzstrædet.
Samme dag har der været melding om, at Iran har affyret "advarselsskud" mod to amerikanske krigsskibe.
Der er forskellige meldinger i iranske medier om, hvorvidt skibene skulle være blevet ramt, eller om skuddene skulle være affyret "omkring" skibene.
Den amerikanske centralkommando (Centcom) oplyste dog efterfølgende ifølge Reuters, at ingen amerikanske skibe fra den amerikanske flåde er blevet ramt.
Derudover meddelte centralkommandoen, at to handelsskibe, der sejler under amerikansk flag, har sejlet gennem Hormuzstrædet mandag.
Det oplyste Centcom i et opslag på X.
Også her afviste Iran ifølge det iranske nyhedsbureau Tasnim den amerikanske melding og understregede, at ingen kommercielle fartøjer eller tankskibe har passeret strædet i de seneste timer.
Det skrev Reuters.
Irans Revolutionsgarde kaldte desuden meldingen fra USA "ubegrundet og fuldstændig løgn", skrev medierne.
/ritzau/