Ukraine angriber russisk minestryger i Østersøen

7. OKT 2024 • 18:24UDLAND

For anden gang i år har Ukraines militære efterretningstjeneste angrebet et russisk skib i Østersøen.

En russisk minestryger er blevet alvorligt beskadiget som følge af en ukrainsk operation i Østersøen.

Det oplyser Ukraines militære efterretningstjeneste (GUR) mandag på det sociale medie Telegram, skriver nyhedsbureauet Reuters.

Det er anden gang i år, at efterretningstjenesten har angrebet et russisk krigsskib i Østersøen, oplyser GUR.

Den uddyber ikke, hvordan operationen udfoldede sig, og hvornår den fandt sted.

GUR oplyser dog, at vand kom ind i minestrygerens motor gennem "et mystisk hul" i et gasrør.

- Skibet, som havde base i byen Baltijsk (i Kaliningrad, red.) og skulle have været i kamptjeneste, blev alvorligt beskadiget, skriver efterretningstjenesten på Telegram.

Kaliningrad er en russisk eksklave, som ligger mellem Litauen og Polen og ud mod Østersøen.

Ifølge GUR undergår fartøjet større reparationer efter angrebet.

/ritzau/

MESTE LÆST UDLAND (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT