Uber-chauffør sigtes for naturbrand med 12 dødsofre ved Los Angeles

8. OKT 2025 • 19:04UDLAND

12 personer mistede livet og store naturområder brændte ned under brand i Pacific Palisades ved Los Angeles.

En mand er blevet anholdt og sigtet for med vilje at have antændt en brand, der kostede 12 personer livet i Pacific Palisades nord for den amerikanske storby Los Angeles i januar i år.

Det oplyser USA's justitsministerium ifølge Reuters.

Branden i Pacific Palisades bredte sig over 93 kvadratkilometer og ødelagde omkring 6000 bygninger.

Flere naturbrande hærgede Los Angeles og de omgivende områder samtidigt i januar, men Palisades-branden var den største.

Branden i Pacific Palisades forårsagede skader for 150 milliarder dollar - svarende til 965 milliarder kroner.

Ifølge efterforskerne opstod branden tæt på en populær vandresti i en naturpark i Pacific Palisades en nat i begyndelsen af januar.

Ud over Pacific Palisades bredte branden sig til Malibu og Topanga.

Manden, der er sigtet i sagen, bor i Florida, hvor han blev anholdt tirsdag.

Han står over for tre føderale sigtelser og vil blive overført til Californien, hvor han skal stilles for en dommer.

Ifølge USA's fungerende føderale anklager i det centrale Californien, Bill Essayli, havde den sigtede netop afsluttet en vagt som Uber-chauffør, da han antændte branden i Pacific Palisades.

Det er blandt andet videoer af branden optaget med hans mobiltelefon og opkald til alarmcentralen, som danner grundlag for sigtelsen.

Føderale sigtelser for brandstiftelse straffes ifølge Reuters som minimum med mellem fem og tyve års fængsel, men de straffes endnu hårdere, hvis en forsætlig brandstiftelse har forårsaget dødsfald.

I så fald kan den føderale administration anmode om fængsel på livstid eller dødsstraf.

Brandfolk kæmpede mod flammerne i flere uger, før branden i Pacific Palisades var helt slukket efter 24 dage.

/ritzau/

MESTE LÆST UDLAND (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT