Tyrkiske eksperter skal hjælpe Hamas med at finde lig af gidsler
Hamas er forpligtet til våbenhvilen med Israel, siger militsen, der har svært ved at finde lig fra gidsler.
Tyrkiet har sendt adskillige specialister inden for katastrofehjælp til Gaza for at hjælpe med at finde ligene af afdøde gidsler under murbrokkerne.Den militante gruppe Hamas har sagt, at den har frigivet alle ligene fra de afdøde gidsler, som den kan få adgang til. Men yderligere 19 lig fra gidsler mangler stadig.
Hamas har allerede frigivet de sidste 20 overlevende gidsler.
Frigivelsen er en del af en aftale om våbenhvile, som USA har stået i spidsen for.
Hamas har natten til fredag dansk tid endnu en gang understreget, at den ønsker at returnere alle ligene fra gidsler og er forpligtet til våbenhvileaftalen.
Men processen "kan tage noget tid, da nogle af disse lig blev begravet i tunneler", der er ødelagt under det, som Hamas betegner som besættelsen, lyder det i en udtalelse fra militsen.
Det lyder videre, at "andre forbliver under murbrokkerne af bygninger, som de (Israel, red.) bombede og smadrede".
USA's præsident, Donald Trump, har tidligere manet til tålmodighed i forbindelse med frigivelsen af gidslerne. Han har insisteret på, at militsen "faktisk graver".
Men torsdag udtrykte han frustration over gruppens opførsel, siden angrebene i Gaza stoppede.
- Hvis Hamas fortsætter med at dræbe folk i Gaza, hvilket ikke var aftalen, har vi intet andet valg end at gå ind og dræbe dem, skrev han i et opslag på Truth Social og henviste til de seneste skyderier af palæstinensiske civile.
Hamas er blevet beskyldt for at udføre summariske henrettelser i Gaza, siden våbenhvilen trådte i kraft.
Der har også fundet sammenstød sted mellem gruppens forskellige sikkerhedsenheder og bevæbnede palæstinensiske klaner, hvoraf nogle angiveligt har israelsk støtte.
De afdøde gidslers familier har raset over Hamas' manglende evne til at frigive deres pårørendes jordiske rester.
Ifølge Trumps 20-punktsplan for Gaza vil de næste faser af våbenhvilen omfatte afvæbning af Hamas, tilbud om amnesti til Hamas-ledere, der overgiver deres våben og etablering af et styre i Gaza.
/ritzau/AFP