Trumps Gaza-plan lander godt hos europæiske ledere
Italiens regering udtrykker støtte til Trumps plan for fred i Gaza. Frankrigs præsident er også positiv.
USA's præsident Donald Trumps plan for fred i Gaza får umiddelbart en pæn modtagelse blandt europæiske ledere.Italiens regering meddeler, at den er parat til at bakke op om planen.
- Det forslag, der i dag er blevet fremlagt af USA's præsident, Donald Trump, kan markere et vendepunkt, skriver premierminister Giorgia Melonis kontor ifølge Reuters i en udtalelse.
Frankrigs præsident, Emmanuel Macron, udtrykker også støtte i et opslag på det sociale medie X.
- Jeg byder Donald Trumps engagement i at få afsluttet krigen i Gaza og sikre løsladelse af alle gidsler velkommen.
- Jeg forventer, at Israel engagerer sig beslutsomt på dette grundlag. Hamas har intet andet valg end straks at frigive alle gidsler og følge denne plan, skriver Macron på X.
Saudi-Arabien, Egypten, Jordan, Qatar og De Forenede Arabiske Emirater støtter også planen, der indeholder 20 punkter og vil sætte den militante gruppe Hamas helt uden for indflydelse.
Det meddeler landenes udenrigsministre ifølge Reuters i en fælles udtalelse mandag aften.
Her skriver ministrene, at de vil arbejde med relevante parter for at sikre planens gennemførelse.
Det palæstinensiske selvstyre kommenterer ikke direkte på planen. Selvstyret skriver ifølge Reuters, at det vil samarbejde med USA og andre partnere for at sikre en helhedsplan, der baner vejen for en retfærdig fred baseret på en tostatsløsning.
Trumps fredsplan blev præsenteret mandag aften af Det Hvide Hus.
I planen foreslår Trump et midlertidigt "teknokratisk" styre i Gaza i form af en "apolitisk palæstinensisk komité", som skal styre de "daglige" offentlige tjenester samt lokale enheder i Gaza.
Over den komité skal der være et såkaldt "Board of Peace". Det er et internationalt overgangsorgan, der får en tilsynsrolle i forbindelse med fredsaftalen.
Det skal have "Trump som formand, mens andre medlemmer og statsoverhoveder vil blive offentliggjort, heriblandt tidligere premierminister Tony Blair", står der i planen fra Det Hvide Hus.
Israels premierminister, Benjamin Netanyahu, har meddelt, at han støtter planen.
Den palæstinensiske gruppe Hamas har endnu ikke kommenteret fredsplanen.
/ritzau/