Skib meldes i brand efter muligt angreb ud for Yemen

29. SEP 2025 • 18:26UDLAND

Der meldes om røg i nærheden af fartøj, som angiveligt er blevet ramt af et "ukendt" projektil.

Et fragtskib er blevet ramt af et projektil omkring 120 sømil fra havnebyen Aden i Yemen.

Det oplyser Storbritanniens Organisation for Maritime Operationer, UKMTO, mandag, skriver nyhedsbureauet AFP.

120 sømil svarer til cirka 220 kilometer.

Skibet skal være blevet ramt af et "ukendt" projektil, og fartøjet meldes af UKMTO at være i brand.

Det private sikkerhedsselskab Ambrey oplyser, at et "fragtskib under hollandsk flag angiveligt kom under angreb". Der er meldinger om "røg i nærhed af fartøjet".

Ingen har umiddelbart taget ansvar for det mulige angreb.

Houthioprørerne, som har magten i store dele af Yemen, har gentagne gange angrebet international skibstrafik i Det Røde Hav og Adenbugten.

Det sker ifølge houthierne til støtte for palæstinenserne i krigen i Gaza.

Houthierne har også ofte angrebet Israel med missiler og droner, mens Israel har udført gengældelsesangreb mod Yemen, blandt andet hovedstaden Sanaa.

Her blev mindst ni dræbt torsdag - en dag efter at houthierne gennemførte et droneangreb på det sydlige Israel.

Angrebene har haft store konsekvenser for international skibsfart og økonomi, da ruten gennem Det Røde Hav er den korteste vej for skibe mellem Europa og Asien.

Houthibevægelsen har brugt Yemens strategisk fordelagtige beliggenhed på den sydlige spids af Den Arabiske Halvø til at angribe skibene.

/ritzau/AFP

MESTE LÆST UDLAND (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT