Tullberg roser omstillingsparat hold efter fjerde sejr i træk
FC Midtjylland-træner Mike Tullberg er godt tilfreds med udbyttet efter en svær kamp mod Randers FC.
FC Midtjylland kom bagud, men hev mandag sin fjerde sejr i træk i land, da det blev 2-1 over Randers FC på hjemmebane i Superligaen.Cheftræner Mike Tullberg roser sit omstillingsparate mandskab og fremhæver bredden efter flere kampafgørende indskiftninger.
- De første 25 minutter synes jeg, at vores pres sad godt, selv om de byggede lidt asymmetrisk op i forhold til, hvad vi havde forberedt. Det prøvede vi at justere på, og det lykkedes nogle gange.
- Vi havde 20 bolde i feltet i første halvleg, men blev ikke rigtigt farlige. Vi tabte lidt momentum før pausen, og det var også grunden til, at vi valgte at ændre, siger cheftræneren til klubbens hjemmeside.
1-1-målscorer Cho Gue-sung kom ind fra anden halvlegs start og spillede en markant rolle.
- I omklædningsrummet efter kampen roste jeg drengene - vi har ikke bare en start-11, men et helt hold.
- Det var anden halvleg et godt bevis på. Vi gik ind og angreb kampen lidt anderledes, og jeg synes, vi fik lagt det tryk, vi skulle og kom i de rigtige situationer, siger Tullberg.
Den tidligere FCM-spiller Nikolas Dyhr blev "matchvinder", da han skubbede et forlænget indkast over stregen.
- Jeg oplever, der kommer et langt indkast, og så bliver den rettet lidt af. Så reagerer jeg lidt langsomt - og kan godt se, at: "Det skal jeg gøre bedre." Men det er det, der sker, når der kommer mange standardsituationer. Det er nu engang sådan, fodbold er, siger Dyhr til TV 2 Sport.
Randers, der ligger nummer fem, har søndag besøg af Viborg FF i sin næste kamp.
FCM skal allerede torsdag i aktion igen. Her gælder det Nottingham Forest på udebane i Europa League, inden holdet søndag spiller topkamp mod FCK i Parken.
/ritzau/