Trump opfordrer Israels præsident til at benåde Netanyahu
Donald Trump kan godt lide Benjamin Netanyahu og synes, at han skal benådes, siger han i tale i Israel.
USA's præsident, Donald Trump, opfordrer Israels præsident til at benåde landets premierminister, Benjamin Netanyahu, der i flere sager er anklaget for korruption.Trump har mandag holdt tale i det israelske parlament, Knesset, og det er her, han er kommet med sin opfordring til præsident Isaac Herzog.
- Cigarer og noget champagne, hvem fanden bryder sig om det?, lød det fra Trump på talerstolen.
Det var tilsyneladende ikke planlagt, at Trump skulle tale om sagerne mod Netanyahu, som han tidligere har kaldt en "heksejagt".
- Hey, jeg har en idé. Hr. præsident, hvorfor giver du ham ikke en benådning. Det var forresten ikke i talen, som du nok ved. Men jeg kan godt lide den herre derovre, og det virker bare til at give så meget mening, du ved, sagde den amerikanske præsident.
Donald Trump er på besøg i Israel mandag for at markere den aftale om våbenhvile og udveksling af gidsler og fanger, som kom på plads i sidste uge.
Netanyahu har siden maj 2020 været tiltalt for korruption i en retssag, der er opdelt i sagerne, som har fået navnene 1000, 2000 og 4000.
I sag nummer 1000 er Netanyahu og hans hustru tiltalt for at have modtaget cigarer, champagne og andre luksusvarer for 300.000 dollar fra en amerikansk filmproducer og en australsk milliardær til gengæld for politiske tjenester.
I sag nummer 2000 er den israelske premierminister tiltalt for at have forsøgt at indgå en aftale med ejeren af den israelske avis Yediot Aharonot, Arnon Mozes, med det formål at få mere positiv medieomtale.
Til gengæld skal Netanyahu have arbejdet for at lave ny lovgivning, der skulle begrænse udbredelsen af den konkurrerende avis Israel Hayom.
I sag nummer 4000 anklages premierministeren for at have forhandlet med Shaul Elovitch, der tidligere var en af det israelske teleselskab Bezeqs hovedejere, og som ejer nyhedsmediet Walla.
Målet for Netanyahu var ifølge anklagen at få positiv omtale på Walla til gengæld for politiske tiltag, der skulle gavne Bezeq.
Netanyahu nægter sig skyldig.
/ritzau/AFP