OVERBLIK: Store begivenheder udspiller sig mandag i Mellemøsten
Der foregår både fangeudvekslinger og statsbesøg i Mellemøsten mandag. I eftermiddag er der topmøde.
Mange øjne er mandag rettet mod Mellemøsten, hvor Hamas har frigivet de resterende 20 levende gidsler, efter at der i sidste uge kom en aftale om våbenhvile i Gaza på plads.Donald Trump, USA's præsident, er taget til Israel for at markere aftalen, og senere på dagen flyver han videre til fredstopmøde i Egypten.
Få et overblik her over dagen:
* Hamas frigav lidt efter klokken 07.00 dansk tid en gruppe med syv levende israelske gidsler. Op ad formiddagen er 13 yderligere blevet overdraget. Alle de resterende levende gidsler er dermed tilbage i Israel.
* Hamas er desuden gået med til at overdrage ligene af 28 gidsler. Det ventes at ske mandag eftermiddag.
* Lidt før klokken 09.00 ankom USA's præsident, Donald Trump, til Ben Gurion-lufthavnen i Tel Aviv i Israel. Han kørte derefter sammen med landets premierminister, Benjamin Netanyahu, til parlamentet, Knesset, hvor de to har holdt møde.
* Under besøget i parlamentet har Trump også mødt familier til nogle af de israelske gidsler.
* Lidt før klokken 12 dansk tid er Trump ankommet til den store sal i parlamentet, hvor han skal holde tale. Det er første gang siden 2008, at en amerikansk præsident taler til det israelske parlament.
* Nogenlunde samtidig er busser med palæstinensere, der har siddet fængslet eller tilbageholdt i Israel, begyndt at ankomme i Gaza. Omkring 1900 palæstinensere ventes at blive løsladt mandag.
* Når det bliver eftermiddag, er tiden kommet til fredstopmøde i egyptiske Sharm el-Sheikh, som også har dannet ramme om de afgørende forhandlinger, der førte til den våbenhvile i Gaza, som begyndte fredag.
* Donald Trump har meldt sin ankomst. Det samme har lederne af Frankrig, Storbritannien, Spanien, Italien og Norge blandt andre. Også præsidenten for det palæstinensiske selvstyre, Mahmoud Abbas, deltager, ligesom Benjamin Netanyahu, Israels premierminister, ventes at deltage. Værten for topmødet er Egyptens præsident, Abdel Fattah al-Sisi.
* Under mødet ventes der at blive skrevet under på den foreløbige aftale mellem Hamas og Israel. Siden kan forhandlingerne fortsætte om, hvad der videre skal ske i Gazastriben.
/ritzau/