FCM præsenterer millionunderskud for andet år i træk

13. OKT 2025 • 15:30SPORT

Underskuddet på 40 millioner kroner skyldes afviste bud på profiler, forklarer FCM-formand Claus Steinlein.

FC Midtjylland har for andet år i træk et underskud på adskillige millioner kroner.

Superligaklubben kom således ud af regnskabsåret 2024/25 med et underskud på 40 millioner kroner. Det skriver FCM på klubbens hjemmeside.

Året forinden var der også røde tal på bundlinjen hos midtjyderne, hvor resultatet lød på minus 55,3 millioner kroner.

Underskuddet i det seneste regnskabsår skyldes, at klubben har afvist "væsentlige" transferbud på flere af holdets profiler.

- Vi har truffet nogle klare valg for at give holdet de bedste forudsætninger for at lykkes både i Superligaen og i Europa, siger bestyrelsesformand Claus Steinlein i en pressemeddelelse.

- Det betyder, at vi på kort sigt udskyder indtægter fra transfermarkedet, men vi står samtidig stærkere end nogensinde i forhold til fremtidig værdi - både sportsligt og økonomisk.

Det netop præsenterede årsregnskab strækker sig fra perioden 1. august 2024 til 31. juli i år.

Flere af sommerens transferaktiviteter bliver først effektueret i næste års regnskab, oplyser FCM.

Derfor vil millionsalgene af Oliver Sørensen til Parma og Adam Buksa til Udinese, samt de dyre sommerindkøb Martin Erlic og Philip Billing, først være at finde i næste års regnskab.

I regnskabet hæfter ledelsen sig ved, at klubben over de seneste fem år har et akkumuleret overskud på 47,7 millioner kroner efter skat.

Klubbens egenkapital var desuden på 303 millioner kroner ved årsregnskabets afslutning, lyder det.

I 2023 lød egenkapitalen dog på de noget højere 398 millioner kroner.

Forinden de to år med millionunderskud leverede midtjyderne tre år i træk med overskud. Alene i 2022/23 var overskuddet på rekordhøje 90,5 millioner.

FC Midtjylland forventer, at indtjeningen fra Europa League og salg af spillere fører til, at regnskabet går i nul for sæsonen 2025/26.

/ritzau/

MESTE LÆST SPORT (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT