Trump lukker endeligt for mulig deltagelse i Istanbul-møder
Efter flere gange at have åbnet muligheden for at deltage i Istanbul-møder afviser Trump nu, at det vil ske.
USA's præsident, Donald Trump, kommer ikke til at deltage i møder mellem Rusland og Ukraine i Tyrkiet.Det slår præsidenten endeligt fast under et besøg i Abu Dhabi i de Forenede Arabiske Emirater fredag, skriver Reuters.
I stedet vil Trump tage tilbage til USA, så snart han er færdig med sin igangværende rundrejse i Mellemøsten.
Meldingen kommer, efter at Trump flere gange har åbnet for sin mulige deltagelse ved de forventede møder i Istanbul.
Både Ruslands præsident, Vladimir Putin, og Ukraines præsident, Volodymyr Zelenskyj, har ligeledes meldt afbud.
Under besøget i Abu Dhabi fortæller Trump desuden, at han "så snart som det kan lade sig gøre", vil mødes med præsident Putin.
Torsdag formiddag har USA, Tyrkiet og Ukraines udenrigsministre mødtes i Istanbul.
Det viser en video, som Ukraines udenrigsministerium har slået op på mediet Telegram.
Her kan man se, hvordan USA's udenrigsminister, Marco Rubio, kommer gående med henholdsvis Ukraines udenrigsminister, Andrij Sybiha, på den ene side, og Tyrkiets udenrigsminister, Hakan Fidan, på den anden.
/ritzau/