Trump kalder våbenhvile med Iran for en sejr
Trump siger, at der vil blive taget hånd om Irans berigede uran, efter at USA og Iran har indgået våbenhvile.
USA's præsident, Donald Trump, betegner den to uger lange våbenhvile med Iran som en sejr.Det sker i et interview med nyhedsbureauet AFP, efter at parterne natten til onsdag har erklæret sig enige om en våbenhvile, der også betyder, at Iran vil genåbne Hormuzstrædet.
- Total og fuldstændig sejr. 100 procent. Ingen tvivl om det, siger Donald Trump til AFP.
Der er nu lagt op til videre forhandlinger mellem delegationer fra USA og Iran på baggrund af en iransk plan på ti punkter.
I et opslag på Trumps eget sociale medie, Truth Social, har præsidenten beskrevet den iranske plan på ti punkter som et brugbart udgangspunkt for forhandlinger.
Ifølge Trump vil Irans berigede uran blive "håndteret perfekt" i aftalen, men han giver ikke nogen detaljer om, hvad det indebærer.
- Det vil blive perfekt håndteret, ellers ville jeg ikke have indgået en aftale, siger Trump.
Da USA og Israel den 28. februar indledte krigen i Iran, var begrundelsen, at Trump ville forhindre Iran i at få udvikle atomvåben og missiler, der kunne nå USA.
Trump mener, at der ligger et solidt grundlag for en langsigtet aftale og nævner i den forbindelse en aftale med 15 punkter. Det vil sige fem punkter mere end den aftale, Iran har fremlagt.
- Vi har 15 punkter, hvoraf de fleste punkter allerede er blevet aftalt. Vi må se, hvad der sker. Vi må se, om vi når i mål, siger Trump.
Forud for våbenhvilen havde præsidenten sagt, at "en hel civilisation vil dø i nat", medmindre hans krav om blandt andet en genåbning af Hormuzstrædet blev opfyldt.
Meldingen kom, efter at Trump havde truet med at ødelægge Irans kraftværker og broer.
Skulle kommende forhandlinger med Iran vise sig at falde sammen, vil han ikke afvise, at han kan finde på at gentage truslerne.
- Det må I vente og se, siger Trump.
I et opslag, der er lagt ud på Truth Social efter interviewet, betegner han våbenhvilen som en stor dag for verdensfreden.
Præsidenten tilføjer, at USA vil hjælpe med at håndtere skibstrafikken i Hormuzstrædet.
- Der vil ske mange positive tiltag! Der vil blive tjent store penge. Iran kan begynde genopbygningsprocessen. Vi vil fylde op med forsyninger af alle slags og bare hænge ud for at sikre, at alt forløber godt, skriver Trump.
USA's præsident bliver i interviewet med AFP også spurgt, om han mener, at Kina har spillet en rolle i at få Iran til at indgå en våbenhvile.
- Det hører jeg, lyder det fra Trump.
Pakistans premierminister, Shehbaz Sharif, der har spillet en rolle som mægler, har inviteret USA og Iran til forhandlinger om en fredsaftale i Pakistans hovedstad, Islamabad, på fredag.
/ritzau/
