Demokrater opfordrer til at fjerne Trump med forfatningstillæg
Demokrater kalder Trump utilregnelig og opfordrer til brug af forfatningstillæg. Det kaldes dog usandsynligt.
Et stigende antal demokratiske politikere i USA opfordrer til at tage det 25. forfatningstillæg i brug.Det sker, efter at landets præsident, Donald Trump, har fremsat nye trusler mod Iran, skriver mediet BBC.
Den amerikanske præsident har truet med at bombe kraftværker og broer i Iran, hvis ikke Iran åbner Hormuzstrædet inden kl. 02 natten til onsdag dansk tid.
Tidligere tirsdag skrev han på Truth Social, at "en hel civilisation kommer til at dø i aften". Det er en udmelding, der har sendt chokbølger gennem det meste af verden.
USA's 25. forfatningstillæg kan i særlige tilfælde tages i brug, hvis præsidenten vurderes ude af stand til at varetage embedet.
Det tillader, at USA's vicepræsident midlertidigt kan overtage posten.
Ifølge BBC dækker et afsnit af tillægget et scenarie, hvor USA's præsident ikke kan eller vil erklære sig selv uarbejdsdygtig.
Hvis vicepræsidenten og et flertal i præsidentens kabinet er enige om, at præsidenten ikke kan udføre sit arbejde, kan de sende en erklæring til Kongressen, som præsidenten så har mulighed for at bestride.
Der er dog ingen tegn på, at hverken vicepræsident J.D. Vance eller medlemmer af Trumps kabinet overvejer dette, skriver mediet, der derfor kalder det et usandsynligt scenarie.
Alligevel opfordrer flere demokrater til, at tillægget tages i brug.
- Det her er en trussel om folkedrab og berettiger til afsættelse fra embedet. Præsidentens mentale evner er ved at bryde sammen, og de er ikke til at stole på, skriver det demokratiske kongresmedlem Alexandria Ocasio-Cortez på X.
Samtidig har ledende demokrater i Repræsentanternes Hus opfordret Republikanerne til at slutte sig til dem i en "afstemning for at stoppe denne hensynsløse og tilvalgte krig i Mellemøsten, før Donald Trump styrter vores land ud i Tredje Verdenskrig", skriver BBC.
De kalder samtidig Trump fuldstændig utilregnelig.
- Hans udtalelse om at udrydde en hel civilisation er et chok for samvittigheden og kræver en beslutsom reaktion fra Kongressen.
Arbejdet i Repræsentanternes Hus, som er en af Kongressens to kamre, er i øjeblikket på pause. De forventes først at samles igen den 14. april.
/ritzau/
