Trump: Jeg vil ikke tillade israelsk annektering af Vestbredden
Netanyahu er i øjeblikket under pres fra israelske politikere, der ønsker en annektering af Vestbredden.
USA's præsident, Donald Trump, vil ikke give Israel lov til at annektere Vestbredden.Det siger Trump torsdag ifølge nyhedsbureauet Reuters til journalister i Det Ovale Værelse.
Den amerikanske præsident bringer emnet op efter en telefonsamtale med Israels premierminister, Benjamin Netanyahu. Her drøftede de to statsledere ifølge Trump en løsning på situationen i Gaza.
- Jeg vil ikke tillade, at Israel annekterer Vestbredden. Det kommer ikke til at ske, siger Trump.
Netanyahu er i øjeblikket under pres fra dele af den israelske koalitionsregering. Nationalistiske og religiøse partier i regeringen ønsker en israelsk annektering af Vestbredden.
Presset på den israelske premierminister er vokset, efter at flere vestlige lande - heriblandt Frankrig, Canada og Storbritannien - i den seneste tid har meldt ud, at de anerkender en selvstændig palæstinensisk stat.
Ønsket om at annektere Vestbredden har vakt bekymring blandt arabiske ledere, hvoraf flere mødtes med Trump tirsdag i forbindelse med FN's Generalforsamling i New York.
- Jeg vil ikke tillade Israel at annektere Vestbredden. Der er sket nok. Det er tid til at stoppe nu, siger Trump torsdag, da han blev spurgt ind til mødet.
Israel har holdt Vestbredden besat siden seksdageskrigen i 1967. Palæstinensere har længe ønsket at gøre området til en del af en fremtidig palæstinensisk stat sammen med Østjerusalem og Gazastriben.
Omkring 700.000 israelske bosættere bor blandt 2,7 millioner palæstinensere på Vestbredden og i Østjerusalem.
Sidste år afgjorde Den Internationale Domstol (ICJ), at israelske bosættelser på Vestbredden, i Østjerusalem og i Gaza er ulovlige.
Bosættelserne bliver jævnligt fordømt af FN og har i årevis været anset for at være en alvorlig hindring på den sønderbombede vej mod fred mellem israelere og palæstinensere.
/ritzau/