Trump giver Elon Musk prestigefyldt hædersbevisning
Seks topchefer fra amerikanske virksomheder fik torsdag overrakt medaljer af Trump. Blandt dem var Elon Musk.
USA's præsident, Donald Trump, har torsdag tildelt tech-rigmanden Elon Musk den såkaldte National Medal of Science ved en konference i den amerikanske forbundshovedstad, Washington D.C.Det skriver nyhedsbureauet AFP.
Medaljen er ifølge nyhedsbureauet en af USA's mest prestigefyldte videnskabelige hædersbevisninger.
Trump kaldte ved overrækkelsen af medaljen Musk, der står i spidsen for rumfartsvirksomheden SpaceX og elbilproducenten Tesla, for en "nationalskat" og "vores tids Thomas Edison".
- Elon, jeg vil gerne ønske dig tillykke. Du er min ven og alt det der, men du er en meget, meget særlig fyr, sagde præsidenten.
Udover Musk var også topchefer fra Google, Nvidia, AMD, Dell og Microsoft til stede ved konferencen, hvor de blev tildelt lignende hædersbevisninger.
Trump og Musk, der sidste år var i en offentlig strid på sociale medier, virkede ifølge AFP venskabelige ved overrækkelsen af medaljen, selv om stemningen mellem dem lod til at være en smule akavet.
Præsidenten klappede techmilliardæren på ryggen, inden han overrakte ham en trææske med medaljen. De to undgik ifølge AFP stort set øjenkontakt under overrækkelsen.
Musk virker ifølge nyhedsbureauet for alvor til at være tilbage i den amerikanske præsidents inderkreds efter det dramatiske brud mellem dem sidste år.
Op til præsidentvalget i 2024 donerede Musk mange penge til Trumps valgkampagne.
Tech-rigmanden blev i januar 2025 hyret af Trump til at lede Doge, der symboliserede præsidentens storstilede planer om at reducere det amerikanske regeringsapparats størrelse og udgifter.
I maj samme år meddelte Elon Musk sin afgang fra Trumps administration.
Få dage efter endte han og Trump i en offentlig strid, hvor de fremsatte beskyldninger og påstande mod hinanden på hver deres sociale medier. Musk ejer X, og Trump har også sit eget sociale medie, Truth Social.
Musk blev af USA's forsvarsminister, Pete Hegseth, i begyndelsen af oktober udpeget til sammen med flere andre at stå i spidsen for et amerikansk regeringsprojekt, der skal undersøge fremtidens krigsførelse.
RITZAU
