Trump forventer international styrke i Gaza meget snart
International styrke skal træne palæstinensisk politi i Gazastriben for at skabe sikkerhed efter krigen.
Den amerikanske præsident, Donald Trump, forventer, at en international styrke i Gazastriben er lige rundt om hjørnet.Det siger Trump ved en reception i Det Hvide Hus med ledere fra Centralasien.
- Det bliver meget snart. Og Gaza udvikler sig meget godt, lyder det fra præsidenten.
- Man har ikke hørt så meget om problemer, og jeg kan fortælle jer, at vi har lande, der har meldt sig frivilligt, hvis der opstår problemer med Hamas.
Den internationale styrke skal være med til at skabe sikkerhed i Gazastriben efter to års krig i området mellem den militante palæstinensiske gruppe Hamas og Israel.
Den multinationale styrke, som sandsynligvis vil omfatte militærfolk fra Egypten, Qatar, Tyrkiet og De Forenede Arabiske Emirater, er en del af Trumps plan for styring af Gazastriben efter krigen.
20-punktsplanen bidrog til en skrøbelig våbenhvile mellem Israel og Hamas den 10. oktober, men den humanitære krise i Gazastriben udspiller sig stadig.
Den internationale styrke skal træne og støtte godkendt palæstinensisk politi i Gazastriben med opbakning fra Egypten og Jordan.
Den får også til opgave at sikre grænseområder og forhindre våbensmugling til Hamas, som udløste krigen med angrebet på Israel 7. oktober 2023.
Israels offensiv i Gazastriben har siden kostet over 68.000 palæstinensere livet ifølge sundhedsmyndigheder i området.
Onsdag cirkulerede et udkast til en resolution i FN's Sikkerhedsråd blandt partnerlande, som skal styrke Trumps plan for Gaza - inklusive at give grønt lys til den internationale styrke.
USA's FN-ambassadør, Mike Waltz, delte udkastet med de ti valgte medlemmer af Sikkerhedsrådet og flere regionale partnere, oplyste en talsmand for den amerikanske FN-mission i en erklæring.
Der er endnu ikke fastsat nogen dato for en afstemning. En resolution i Sikkerhedsrådet skal have mindst ni stemmer for og ingen vetostemmer fra Rusland, Kina, Frankrig, Storbritannien eller USA for at blive vedtaget.
Ifølge diplomatiske kilder har flere lande givet udtryk for, at de er villige til at deltage i Gaza-styrken. De insisterer dog på et mandat i Sikkerhedsrådet, før de sender styrker til Gazastriben.
Lederen af den amerikanske militærkommando i Mellemøsten sagde i sidste måned, at der ikke kommer amerikanske soldater på landjorden i Gazastriben.
/ritzau/AFP
