Trump er ankommet til New Jersey efter attentatforsøg
Donald Trump er ankommet til delstaten New Jersey efter at være blevet udsat for et attentatforsøg.
Den tidligere amerikanske præsident Donald Trump er ankommet til delstaten New Jersey, efter hvad FBI beskriver som et attentatforsøg lørdag.Det viser videooptagelser fra en lufthavn i delstaten ifølge mediet MSNBC, skriver nyhedsbureauet Reuters klokken 01 natten til søndag lokal tid - lidt i klokken 07 dansk tid.
Trump blev strejfet af skud ved et vælgermøde i byen Butler i delstaten Pennsylvania.
Han fik efterfølgende behandling på en klinik i nærheden.
Trump har selv udtalt, at han blev ramt i den øvre del af sit højre øre.
På videooptagelser fra New Jersey kan man se, at Trump ubesværet bevæger sig ned ad trappen fra et fly.
Det er uklart, hvad Trump skal i New Jersey.
Ekspræsidenten ejer golfklubben Trump National Golf Club Colts Neck, der ligger cirka 64 kilometer vest for storbyen New York City i nabodelstaten New York.
I forlængelse af golfklubben ejer Trump desuden en hytte, som han bruger som et af sine private hjem.
Trump ventes mandag at deltage i det republikanske konvent, der begynder i Milwaukee i delstaten Wisconsin.
Det har hans valgkampagne og Republikanernes Nationale Komité (RNC) tidligere oplyst i en fælles udtalelse ifølge Reuters.
I udtalelse gentages det, at Trump har det fint efter lørdagens skyderi ved et vælgermøde i delstaten Pennsylvania.
Det er på konventet, at Republikanerne formelt vælger sin præsidentkandidat. Konventet finder sted mellem 15. og 18. juli.
Trump vandt Republikanernes primærvalg overbevisende. Derfor har det i lang tid været en ren formalitet at udnævne ham som partiets præsidentkandidat.
Der er præsidentvalg i USA 5. november.
Trump var præsident i USA mellem 2017 og 2021, hvorefter han blev afløst af den siddende præsident Joe Biden, der er valgt for Demokraterne.
/ritzau/