Trump benåder livstidsdømt stifter af online narkotikamarked

22. JAN 2025 • 01:56UDLAND

Ross Ulbricht blev i 2015 idømt livstid for at have grundlagt en markedsplads på det såkaldte dybe internet.

USA's præsident, Donald Trump, har skrevet under på en fuld, ubetinget benådning af Ross Ulbricht, der i 2015 blev idømt livstid for at have grundlagt sortbørsmarkedet Silk Road.

Det skriver Trump i et opslag på sit eget sociale medie, Truth Social.

- Det afskum, der arbejdede for at få ham dømt, var nogle af de samme galninge, som var involveret i den nye militarisering af regeringen mod mig, skriver Trump på Truth Social.

- Han blev idømt to livstidsdomme plus 40 år. Latterligt!

Silk Road var en markedsplads på det såkaldte dybe internet. Platformen blev grundlagt i februar 2011, og her foregik der omfattende handel med illegale stoffer og hvidvaskning af penge.

Brugere på Silk Road kunne anonymt handle med varer uden om myndighedernes søgelys, fordi betalingen skete med bitcoin, der er en digital form for valuta.

Platformen blev brugt af tusindvis af narkohandlere og andre til at gennemføre ulovlige salg af både stoffer og andre ulovlige tjenester til en værdi af over 200 millioner dollar - 1,4 milliarder kroner.

Trump lovede allerede under valgkampen i maj at benåde 40-årige Ulbricht.

Det skete under et konvent ved Det Libertanske Parti, der er USA's tredjestørste politiske parti, den 25. maj 2024.

Det Libertanske Parti er fortaler for legalisering af stoffer og har presset på for at få Ulbricht løsladt.

USA's forbundspoliti, FBI, lukkede Silk Road i 2013 og anholdt Ulbricht, der ifølge anklagerne tyede til ekstreme metoder for at beskytte markedspladsens drift.

Blandt andet skal han have opfordret brugerne til at myrde personer, der udgjorde en trussel mod platformen. Anklagerne understregede dog, at der ikke fandtes beviser for, at der blev udført mord.

Ulbricht erkendte at have stået bag Silk Road. Han forsvarsadvokat sagde, at platformen var tænkt som en "fritløbende, fri markedsplatform".

- Jeg ønskede at styrke folk i at træffe valg i deres liv samt have privatliv og anonymitet, sagde Ulbricht selv i retten i 2015.

/ritzau/

MESTE LÆST UDLAND (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT