Trods pres fra Trump fastholder USA's centralbank renten

28. JAN 2026 • 20:54UDLAND

Ifølge aktiechef vil Feds beslutning om at holde renten i ro næppe blive modtaget med glæde af Trump.

Den amerikanske centralbank (Fed) holder som forventet renten i ro.

Det oplyser centralbanken efter sit første pengepolitiske møde i 2026 i en pressemeddelelse.

Meldingen kommer, efter at centralbanken tre gange i streg har leveret rentenedsættelser.

Ifølge Philip Jagd, der er aktiechef i Sampension, vil beslutningen om ikke at nedsætte renten yderligere næppe blive modtaget med glæde af USA's præsident, Donald Trump.

- Powell (centralbankchefen, red.) er mildest talt ikke i kridthuset hos præsidenten, som ikke forspilder en lejlighed til at lægge pres på centralbankchefen for at sænke renten og senest via en absurd stævning fra justitsministeriet, siger han i en skriftlig kommentar.

USA's præsident, Donald Trump, har længe udtrykt et ønske om at fjerne Powell fra posten som centralbankchef.

Tidligere i januar meddelte Powell, at Fed har modtaget stævninger og trusler om en strafferetlig tiltale.

Powell anklages for at have givet Kongressen vildledende oplysninger under kongreshøringer i juni 2025, der handlede om en renovering af Feds hovedkvarter.

I maj udløber Powells periode som centralbankchef, og Trump forventes snart at pege på hans afløser.

Ifølge Natalia Setlak, der er chefanalytiker, er Rick Rieder blandt storfavoritterne til posten, selvom han ikke kan betegnes som "Trumps mand".

Hun beskriver det som et valg, der trods Trumps kritik af Powell "ikke umiddelbart udfordrer forestillingen om centralbankens uafhængighed".

Det kan Stephen Miran dog. Han blev sidste år nomineret til Feds rentekomité og bliver ifølge Setlak opfattet som "en mere politisk udnævnelse".

- Trump har gjort det klart, at han ønsker mere aggressive rentenedsættelser og har flere gange rettet direkte angreb mod Powell, siger hun i en skriftlig kommentar og tilføjer:

- Derfor har der længe ulmet en underliggende frygt for, at han vil bruge nomineringen til at forsøge at få “sin mand” ind som formand for Fed.

/ritzau/

MESTE LÆST UDLAND (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT