Tre kvinder stukket ned i metroen i Paris

26. DEC 2025 • 21:06UDLAND

En 25-årig mand er mistænkt for at have trukket en kniv på tre metrostationer i Paris og såret tre kvinder.

Tre kvinder er fredag eftermiddag blevet stukket ned i metroen i den franske hovedstad, Paris.

Det meddeler togselskabet RATP, der driver metroen, ifølge nyhedsbureauet AFP og tv-stationen BFMTV.

En mistænkt er tidligt fredag aften blevet pågrebet, meddeler anklagemyndigheden i Paris.

De tre kvinder blev stukket ned på tre forskellige metrostationer - Arts-et-Métiers, République og Opéra, der ligger på metroens linje 3.

Flere politikilder siger til mediet Le Parisien, at manden trak en kniv frem og stak kvinderne.

Angrebene skete fredag mellem klokken 16.15 og 16.45.

Politiet i Paris meddeler ifølge AFP, at ingen af de tre kvinder er alvorligt såret.

En kvinde blev stukket i ryggen, mens de to andre begge blev ramt i låret, skriver Le Parisien.

Den mistænkte i sagen er en 25-årig mand.

Politiet brugte billeder fra overvågningskameraer og værktøjer til at spore mobiltelefoner for at finde frem til den mistænkte.

Han blev anholdt i sit hjem i en forstad til Paris mindre end tre timer efter angrebet, oplyser Paris' politichef, Patrice Faure.

Meget tyder på, at gerningsmanden er psykisk uligevægtig, erfarer Le Parisien, der tilføjer, at der ikke er noget, der umiddelbart peger i retning af et terrormotiv.

Frankrigs indenrigsminister, Laurent Nunez, roser politiet for hurtigt at have sporet den mistænkte og foretaget en anholdelse.

Så sent som i sidste uge sendte Nunez en opfordring til landets politi om at være ekstra opmærksomme i juledagene på grund af en generelt forhøjet terrorrisiko.

Ministeren bad specifikt om, at der skulle være øget opmærksomhed på sikkerheden omkring den offentlige transport.

/ritzau/AFP

MESTE LÆST UDLAND (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT