65-årig guitarist fra rockbandet The Cure er død

26. DEC 2025 • 20:51UDLAND

Guitaristen Perry Bamonte fra The Cure er død. Rockbandet skal spille på Roskilde Festival i 2026.

Guitaristen og keyboardspilleren Perry Bamonte fra rockbandet The Cure er død i en alder af 65 år efter kort tids sygdom.

Det skriver The Cure på bandets hjemmeside.

The Cure skal spille på næste års udgave af Roskilde Festival for syvende gang.

Perry Bamonte blev et fuldbyrdet medlem af det britiske rockband i 1990 og 25 år frem.

Han vendte tilbage til gruppen i 2022 og spillede indtil sidste år.

- Det er med stor sorg, at vi kan bekræfte, at vores gode ven og bandmedlem Perry Bamonte er afgået ved døden efter kort tids sygdom over julen.

- Vores tanker og medfølelse går til hele hans familie. Han vil blive dybt savnet, skriver rockbandet i meddelelsen.

Gruppen beskriver ham som "stille, intens, kreativ og varmhjertet".

I oktober kunne Roskilde Festival meddele, at The Cure kommer til at gæste festivalen i 2026.

Det britiske band skal spille om onsdagen på festivalens største scene, Orange.

Rockbandet, der i det kommende år kan fejre 50-års jubilæum, spillede sin første koncert på dansk jord tilbage i 1985.

The Cure blev dannet i 1976 og er kendt for klassikere som "Just Like Heaven", "Friday I'm in Love", "In Between Days" og "Lullaby".

Sidste år gjorde rockbandet comeback efter 16 år med albummet "Songs of af Lost World".

"Songs of af Lost World" var længe undervejs og blev flere gange meldt lige på trapperne af frontmanden Robert Smith.

Albummet består af i alt otte sange. Blandt dem er singlen "Alone".

Musikmagasinet NME anmeldte The Cures dugfriske album, og her var der stor begejstring og masser af stjerner. Fem ud af fem stjerner fik "Songs of af Lost World" af magasinet.

Det britiske kulturmedie The Skinny gav også fem ud af fem stjerner og kaldte albummet et retur til gruppens "storhedstid i 80'erne".

/ritzau/

MESTE LÆST UDLAND (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT