To palæstinensere meldes dræbt i Nablus på Vestbredden

15. APR 2024 • 21:50UDLAND

Israelske bosættere dræbte mandag to palæstinensere i Nablus på den besatte Vestbred, skriver nyhedsbureau.

Israelske bosættere dræbte mandag to palæstinensere i Nablus på den besatte Vestbred, rapporterer det officielle nyhedsbureau Wafa ifølge Reuters.

Drabene sker på et tidspunkt, hvor situationen er yderst spændt i området.

Omkring 50 bosættere, hvoraf et stort antal var bevæbnede, angreb ifølge nyhedsbureauet beboerne i landsbyen Khirbet al-Tawil øst for Aqraba i provinsen Nablus. De åbnede ild mod unge, hvilket førte til de to drab. Adskillige blev såret.

Der har været stærke spændinger på Vestbredden, siden Israels angreb i Gaza efter et Hamas-angreb 7. oktober.

Hen over weekenden hærgede hundredvis af bevæbnede israelske bosættere palæstinensiske landsbyer nær Ramallah ved at blokere veje, ved at stikke huse og biler i brand og ved at skyde mod civile. Det siger ambulanceførere og civile.

Det amerikanske udenrigsministerium havde forinden fordømt et drab på en 14-årig israelsk dreng. De israelske myndigheder siger, at eskaleringen af situationen skete, efter militante palæstinenseres drab på den 14-årige.

Der var allerede meget vold på Vestbredden inden israelernes angreb på Gaza.

FN's højkommissær for menneskerettigheder, Volker Turk, sagde i sidste måned, at en udvidelse af israelske bosættelser i de besatte palæstinensiske områder er lig med en krigsforbrydelse. Han henviser specifikt til overflyttelsen af israelske civile til de besatte områder.

Israel har efter sigende planer om at bygge 3476 bosætterhjem i Maale Adumim, Efrat og Kedar på Vestbredden.

Sådanne planer er ifølge Turk i direkte strid med folkeretten.

Israel tog kontrol med Vestbredden, Østjerusalem og Gazastriben under Seksdageskrigen i 1967.

Folkeretten forbyder Israel i at bygge bosættelser i de palæstinensiske områder.

Men Israel har trods international modstand bygget adskillige nye bosættelsessamfund på tværs af Vestbredden i de seneste årtier.

Over 490.000 israelere bor i områderne, hvor der desuden bor omkring tre millioner palæstinensere.

Ifølge Turks rapport har Israel bygget omkring 24.300 bosætterhjem ved de eksisterende bosættelser i Vestbredden mellem 1. november 2022 og 31. oktober 2023.

/ritzau/AFP

MESTE LÆST UDLAND (48 T)

SENESTE RITZAU