Frankrig sætter igen varmerekord mens Spanien registrerer dødsfald

25. JUN 2026 • 12:25UDLAND

Mindst 101 millioner mennesker i Europa forventes at opleve temperaturer over 35 grader torsdag.

En hedebølge, der i øjeblikket har tag i Europa, sætter stadig sit præg på flere lande.

I Spanien er der blevet registreret over 200 varmerelaterede dødsfald ifølge et statsligt overvågningsinstitut.

Dødsfaldene er sket fra den 21. til 24. juni, lyder det ifølge nyhedsbureauet AFP.

Frankrig slog natten til torsdag igen den natlige varmerekord efter allerede at have slået den tidligere på ugen. Det skriver nyhedsbureauet.

Natten til torsdag blev der nemlig målt 22 grader ifølge landets vejrstationer, hvilket er det højeste, siden målingerne begyndte i 1974.

Det slår den tidligere rekord, der blev målt natten til tirsdag på 21,6 grader.

Samtidig viser beregninger fra AFP, at mindst 101 millioner mennesker i Europa forventes at opleve temperaturer over 35 grader torsdag.

Også skolesystemet rundt omkring i Europa er påvirket af varmen.

13.500 skoler i Frankrig er enten lukkede eller har indført et særligt skema på grund af varmen torsdag. Det oplyser den franske undervisningsminister, Edouard Geffray, til Reuters.

Derudover er omkring 1000 skoler i Storbritannien lukkede eller har forkortet skoledagen. Myndighederne i landet oplyser, at fremmødet desuden er faldet på de skoler, der stadig holder åbent.

Hedebølgen i Europa har været værre end, hvad visse prognoser havde spået.

Jim Skea, som er formand for FN's Klimapanel, IPCC, sagde onsdag ifølge AFP, at det ikke kan anfægtes, at kontinentet i fremtiden vil blive ramt af mere ekstremt vejr.

- Det er uundgåeligt, at vi kommer til at opleve mere af det, vi har set i løbet af de seneste dage, sagde han.

Hedebølgen kommer, efter at der også i foråret er blevet slået varmerekorder flere steder i Europa.

I Frankrig, England, Wales og Norge oplevede man de hidtil højeste gennemsnitstemperaturer for forårsmånederne.

/ritzau/

MESTE LÆST UDLAND (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT