To meldes dræbt i russisk angreb på Ukraine natten til fredag

24. APR 2026 • 06:49UDLAND

Ukraine melder at have indsat 140 ansatte fra redningstjenesten på steder, hvor der har været russiske angreb.

To personer er blevet dræbt, og 14 er blevet såret, i russiske angreb på Odesa, der er en by i det sydlige Ukraine.

Det melder Ukraines statslige redningstjeneste ifølge nyhedsbureauet AFP på den krypterede beskedtjeneste Telegram fredag morgen.

- Beboelsesbygninger og civil infrastruktur var under angreb, lyder det.

En beboelsesejendom i tre etager blev ifølge redningstjenesten ramt, og mindst to toetagers-bygninger er ødelagt som følge af angrebet.

Ifølge udtalelsen fra redningstjenesten blev 16 beboere evakueret fra en beboelsesejendom som følge af et angreb.

Over 140 ansatte i redningstjenesten blev indsat på de ramte områder.

Rusland har de seneste måneder intensiveret sine angreb i Ukraine med flere bølger af droner og missiler målrettet energiinfrastrukturen i landet.

Det har ført til talrige strømafbrydelser midt under den kolde ukrainske vinter.

Tidligere i april blev mindst ni mennesker dræbt i Odesa, da byen blev ramt af "flere bølger af missiler og droner i løbet af natten," oplyste lederen af den lokale militæradministration, Sergij Lisak, dengang.

Ruslands invasion af Ukraine har dræbt hundredtusindvis af mennesker og drevet millioner på flugt i det, der er blevet den dødeligste konflikt i Europa siden Anden Verdenskrig.

Krigen begyndte i februar 2022, hvor Rusland invaderede nabolandet i fuld skala.

Siden USA's præsident, Donald Trump, tiltrådte embedet for anden gang i januar sidste år, har han forsøgt sig med en anden tilgang til Rusland end sin forgænger.

Han har forsøgt at genoplive dialogen med Ruslands præsident, Vladimir Putin, og holdt også et møde med ham på amerikansk grund i august sidste år.

Det var Putins første besøg i USA siden krigens begyndelse.

Det har dog ført begrænsede resultater med sig, og selv om flere delegationer fra USA, Ukraine og Rusland har forhandlet, er der fortsat ikke nogen udsigt til, at krigen slutter.

Ukraines præsident, Volodymyr Zelenskyj, har sagt, at krigen i Mellemøsten, der blev indledt den 28. februar, distraherer USA fra krigen i Ukraine.

/ritzau/

MESTE LÆST UDLAND (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT