To helikoptere kolliderer i Brasilien - mindst seks døde

14. JUN 2026 • 17:11UDLAND

En helikopter styrtede efter kollision ned i elbilforhandler og startede en brand i mindst 20 køretøjer.

Mindst seks mennesker er blevet dræbt, i forbindelse med at to helikoptere er kollideret i luften i den vestlige del af storbyen Rio de Janeiro i Brasilien.

Det oplyser brasiliansk brandvæsen søndag ifølge nyhedsbureauet AFP.

- Meldingerne indikerer, at helikopterne kolliderede i luften og styrtede ned på en parkeringsplads tilhørende en elbilforhandler, står der i en pressemeddelelse.

Herefter gik der ifølge meddelelsen ild i mindst 20 køretøjer. Ifølge det brasilianske medie O Globo var det den ene af helikopterne, der faldt ned på en parkeringsplads.

- Mindst seks dødsfald er blevet bekræftet, står der i meddelelsen.

Ulykken fandt sted i forstaden Recreio dos Bandeirantes.

Billeder fra ulykkesstedet i lokale medier viser sort røg, der stiger op fra bilforhandleren og adskillige brændende biler.

Ifølge nyhedsbureauet AFP er det ikke usædvanligt, at små luftfartøjer forulykker i Brasilien, som er verdens femtestørste land.

Sidste måned styrtede et lille fly ind i siden af en bygning i byen Belo Horizonte i den sydøstlige del af landet. Her blev pilot og andenpilot dræbt.

/ritzau/

MESTE LÆST UDLAND (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT