KØB ABONNEMENT

Far og søn er dræbt i skudepisode i det sydøstlige Norge

UDLAND • 4. OKT 2026 • 13:40

En person er sigtet for drab efter skyderi cirka 100 kilometer sydøst for Oslo.

Tre personer er blevet skudt i kommunen Halden i Norge.

To af personerne - en far i 70'erne og en søn i 40'erne - har mistet livet, mens en tredje person er hårdt såret. Personerne tilhører et jagtselskab.

Det oplyser norsk politi søndag formiddag.

Wilhelm Bjølseth, som er politiets indsatsleder, siger til pressen, at den formodede gerningsperson blev pågrebet af vidner på stedet og overdraget til politiet, da betjente ankom.

Politiet vil afhøre ham søndag, siger politimester Vibeke Schøyen.

- Gerningspersonen er en mand i slutningen af 20'erne. Han er sigtet for drab, siger hun.

Der er endnu ingen informationer om motiv. Gerningspersonen skulle ikke være en del af jagtselskabet, og politiet mener kun, at der har været én gerningsperson.

Hans relation til ofrene oplyser politiet ikke noget om.

Der er flere vidner til hændelsen.

- Så vidt jeg ved, er alt sket udendørs, siger indsatsleder Wilhelm Bjølseth.

Data for lufttrafik viser, at to politihelikoptere, en ambulancehelikopter og en redningshelikopter har været i luften.

Byen Halden ligger omkring 100 kilometer i sydøstlig retning fra Oslo. Den hårdt sårede er blevet fløjet til Ullevål hospital i Oslo. Det er en mand i 40'erne.

Politiet oplyste om hændelsen klokken 07.59. Skyderiet fandt sted omkring klokken 07.30.

Kommunen har indsat krisestab.

Den norske justitsminister, Astri Aas-Hansen, udtrykker medfølelse med både pårørende og ofre.

- Nu er det vigtigt at lade politiet gøre sit arbejde, og at der bliver taget godt vare på pårørende, siger hun i en udtalelse til det norske nyhedsbureau NTB.

RITZAU/NTB

FÅ ABONNEMENT