DI opfordrer til at slå koldt vand i blodet efter Trump-udmelding

8. JAN 2025 • 19:13ERHVERV/POLITIK

Ingen har interesse i en handelskrig med en allieret, siger Dansk Industri efter Trumps told-udmeldinger.

Der er "al mulig grund til at slå koldt vand i blodet", i hvert fald til vi har set, hvad Trump konkret har af planer, når han er tiltrådt som præsident.

Sådan lyder det fra Lars Sandahl Sørensen, der er administrerende direktør i Dansk Industri, efter Trumps udmeldinger om at pålægge danske varer told i sagen om Grønland.

- Der er ingen, der har interesse i en handelskrig med en allieret, og vi har et særdeles godt forhold til USA.

- Danske virksomheder er meget engagerede og investerede i USA, som er vores vigtigste samhandelspartner og nærmeste allierede, siger han i en skriftlig kommentar.

Den kommende amerikanske præsident, Donald Trump, sagde på pressemøde tirsdag, at han ikke kunne udelukke brug af økonomisk eller militær tvang for at få kontrol over Panamakanalen og Grønland.

Han sagde desuden, at han overvejer at pålægge danske varer en særlig told, hvis ikke Danmark går med til at sælge Grønland til USA.

Til det sagde statsminister Mette Frederiksen (S) tirsdag til TV 2:

- Jeg synes, at vi skal holde fast i at handle med hinanden og gøre det på en ordentlig måde.

Denne udmelding er Lars Sandahl Sørensen enig i.

- Vi er fuldstændig enige i den linje, statsministeren har lagt. Og vi har tillid til, at regeringen arbejder hårdt for at finde den fortsatte bedst mulige vej for rigsfællesskabet.

- Også fra dansk erhvervslivs side har vi et tæt og konstruktivt samarbejde med Grønland, og det ønsker vi på alle måder naturligvis at fortsætte med, siger han.

Allerede truslen om en eventuel told på danske varer har kunnet mærkes i Danmark.

Vestas og Ørsteds aktier er onsdag faldet henholdsvis 7,4 og 5,8 procent. Det stod klart, da fondsbørsen lukkede klokken 17.

Ifølge Jacob Pedersen, der er aktieanalysechef hos Sydbank, er der en direkte årsagssammenhæng mellem Trumps udsagn og kursfaldene.

- Det er allerede kendt stof, at Trump ikke er fan af vindenergi, men investorerne sidder nervøst på stolen, og derfor medfører sådanne nyheder ofte en kraftig reaktion på markedet.

- Og så har den jo fået en ekstra strammer denne gang på den måde, at han ikke kun tordner mod vindmøller, men også specifikt på Danmark og nævner en straftold på danske varer, sagde han tidligere på onsdag.

Han er dog en smule overrasket over, at kursfaldene er så store, som det er tilfældet.

/ritzau/

MESTE LÆST ERHVERV-POLITIK (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT