Vælgerne valgte håb og optimisme, skriver Keir Starmer, efter at Andy Burnham er blevet valgt til parlamentet.
Formanden for arbejderpartiet Labour, den britiske premierminister Keir Starmer, ønsker sin partifælle Andy Burnham tillykke med valget til parlamentet i London.Burnham, der er borgmester i Greater Manchester, blev valgt ind ved et suppleringsvalg i Makerfield torsdag. Valget var afgørende for, at Burnham kan udfordre Starmer som formand for Labour.
- Tillykke, Andy Burnham, Labours nye medlem af parlamentet for Makerfield.
- Vælgerne valgte Labours kampagne om håb og optimisme frem for splittelse og had, skriver Keir Starmer på det sociale medie X.
56-årige Burnham anses for at være en stærk udfordrer til Starmer som leder af arbejderpartiet. Burnham har været borgmester i Greater Manchester siden 2017 og var inden da medlem af det britiske parlament i 16 år.
For at kunne blive leder for Labour skal man være medlem af parlamentet. Derfor er valget i Makerfield afgørende for Burnhams vej mod posten som partiformand.
Hans nærmeste udfordrer ved valget var Robert Kenyon fra det indvandringskritiske højrefløjsparti Reform UK.
Det er formentlig Reform UK's kandidat, som Starmer henviser til, når han skriver, at vælgerne i Makerfield torsdag valgte Labours kampagne frem for "splittelse og had".
Muligheden for at blive valgt ind i Underhuset - det ene af parlamentets to kamre - opstod, da Josh Simons fra Labour meddelte, at han ville opgive sin plads i parlamentet.
Simons var valgt i Makerfield, og med hans afgang skulle der afholdes et såkaldt suppleringsvalg i kredsen.
Udviklingen var ikke tilfældig. Simons opgav sin plads i Underhuset netop for at give Andy Burnham muligheden for at stille op og potentielt udfordre Keir Starmers lederskab.
Efter at det natten til fredag stod klart, at Burnham var blevet valgt ind, holdt han en tale, hvor han takkede for vælgernes støtte.
- Jeg siger til mit eget parti, at dette er den sidste chance for at skabe ændringer. Der kommer ikke en ny chance, sagde Burnham ifølge Reuters.
Keir Starmer har været under stigende pres de seneste måneder i Labour.
Baggrunden er dels britiske lokal- og regionalvalg i maj, hvor Labour gik markant tilbage, og dels utilfredshed med, at Starmer ifølge mange vælgere ikke har håndteret de problemer med indvandring og briternes privatøkonomi, som han lovede at tage hånd om, inden han blev premierminister i 2024.
Der kan udskrives kampvalg til formandsposten i Labour, hvis mindst 20 procent af arbejderpartiets medlemmer i det britiske parlament giver udtryk for, at de støtter en modkandidat til den siddende formand.
Det gælder for alle modkandidater, at de skal have opbakning fra mindst 20 procent af Labours parlamentsmedlemmer. Den siddende formand er selvskrevet til valget.
Herefter brevstemmer Labours medlemmer og medlemmer af de fagforeninger, som er tilknyttet Labour, om, hvem de foretrækker som formand.
Den nye formand bliver automatisk premierminister, hvis Labour har magten.
Efter at være blevet valgt til Underhuset kan Andy Burnham ikke fortsætte som borgmester i Greater Manchester, som derfor skal finde en ny borgmester.
Greater Manchester omfatter foruden selve Manchester ni andre administrative distrikter i og omkring storbyen i det nordvestlige England.
/ritzau/