Starmer kalder optøjer i Belfast efter knivoverfald for rystende

10. JUN 2026 • 11:49UDLAND

Optøjer i Nordirland opstod tirsdag efter et knivangreb, som en sudansk mand er blevet sigtet for.

Optøjerne i Belfast i Nordirland tirsdag aften var "rystende og fuldstændigt uacceptable", og det er åbenlyst, at urolighederne var rettet mod mennesker på grund af deres baggrund.

Det skriver Storbritanniens premierminister, Keir Starmer, onsdag formiddag på det sociale medie X.

- Der er ingen undskyldning for den vold og uorden, som vi oplevede true vores lokalsamfund, eller for dem, der opildnede til det online eller andre steder, skriver Keir Starmer.

Demonstranter gik på gaden, efter at politiet i Nordirland sigtede en 30-årig sudansk mand for et knivangreb, der fandt sted mandag aften i Belfast.

Her blev en mand i 40'erne efterladt med alvorlige øjenskader og stiksår i ansigtet og på halsen.

Tirsdag aften blev flere hjem og biler i byen stukket i brand.

- Det er tydeligt, at det gik ud over folk på grund af deres baggrund, og jeg vil ikke tolerere det. De, der er ansvarlige, vil komme til at føle lovens fulde kraft, skriver premierministeren.

Mange lokale måtte bringes i sikkerhed af politiet i forbindelse med brandene og urolighederne.

Blandt dem var en familie med en baby på to måneder, fortæller politichef Jon Boutcher til radioprogrammet Good Morning Ulster ifølge BBC.

- Vi reddede så mange familier. Vi bragte familier - herunder en baby på to måneder - ud af deres hjem til sikkerhed, til politistationerne.

- Og i øvrigt var det ikke kun familier fra etniske minoritetsgrupper. Det var familier fra hele samfundet, der blev fanget i denne modbydelige fremfærd i aftes, siger politichefen.

Ifølge Keir Starmer har han takket politichefen for politiets og de øvrige beredskabers indsats i Nordirland.

Han opfordrer til, at folk forholder sig i ro.

- Det må være en prioritet at appellere til ro, og det er det, jeg gør nu. Vi er nødt til at lade politiet udføre sit arbejde, skriver premierministeren.

/ritzau/

MESTE LÆST UDLAND (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT