SpaceX stresstester megaraket under tur i Rummet

14. OKT 2025 • 03:03UDLAND

Starship havde fået fjernet varmebeskyttelsesfliser, da raketten natten til tirsdag var kortvarigt ude Rummet.

Megaraketten Starship blev natten til tirsdag dansk tid stresstestet under en testopsendelse til Rummet.

Det fremgår på rumfartsvirksomheden SpaceX's hjemmeside.

Raketten blev sendt afsted fra Texas natten til tirsdag omkring klokken 01.25 dansk tid. En time og seks minutter senere var testopsendelsen overstået, da fartøjet som planlagt landede i havet i Det Indiske Ocean.

Flere fliser, der normalt beskytter fartøjet mod varme, var under testen fjernet for bevidst at stressteste Starship, mens dens skrog blev udsat for høj varme på sin vej tilbage mod Jorden.

Stresstesten skal give SpaceX ny viden om, hvad Starship kan holde til under fremtidige opsendelser.

I fremtiden er det planen, at raketten skal kunne lande samme sted på basen i det sydlige Texas, hvorfra den blev opsendt.

Der var tale om den 11. testopsendelse af Starship, som den amerikanske rumfartsorganisation, Nasa, senere planlægger at benytte til en bemandet månemission.

Raketten spiller også en vigtig rolle i SpaceX-stifter Elon Musks ambition om at kolonisere Mars.

Frem mod de næste testopsendelser planlægger SpaceX ifølge nyhedsbureauet Reuters at benytte en mere avanceret udgave af Starship, der er udstyret med funktioner, der er skræddersyet til missioner til Månen og Mars.

Et andet formål med testen natten til tirsdag var at demonstrere en særlig opsætning for motorerne under løfterakettens landing.

Løfteraketten landene omkring ti minutter efter opsendelsen som planlagt i havet i Den Mexicanske Golf.

Den seneste testopsendelse fandt sted i slutningen af august. Her lykkedes det ligesom natten til tirsdag at lande rakettens øvrige del i Det Indiske Ocean, hvilket var det vigtigste formål med testen.

Flere af de foregående testopsendelser i år var gået galt. Starship er eksploderet ved tre tidligere testopsendelser i 2025.

Starship måler 52 meter, mens løfteraketten er 71 meter høj.

/ritzau/

MESTE LÆST UDLAND (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT