Seks personer dræbt under fodboldkamp i Ecuador

14. OKT 2025 • 01:13UDLAND

Formodede bandemedlemmer åbnede søndag ild mod fodboldkamp i Ecuadors største by, Guayaquil. Seks blev dræbt.

14 personer meldes dræbt i forbindelse med to forskellige angreb i Ecuador.

Det oplyser myndigheder i landet mandag.

Det sydamerikanske land er blevet et epicenter for den globale handel med kokain. Landet er desuden opholdssted for omkring 20 kriminelle bander, der blandt andet er sat i forbindelse med afpresning og lejemord.

Det første af de to angreb skete søndag aften omkring klokken 23 lokal tid i landets største by, Guayaquil. Byen ligger i den vestlige kystprovins Guayas.

Her ankom op til syv personer på motorcykler og i pickup-trucks til en fodboldkamp, hvor de affyrede skud, fortæller den lokale politichef Carlos Fuentes til journalister.

Seks personer blev dræbt under skyderiet, mens yderligere 17 personer blev såret. Tre af dem var mindreårige.

Politiet formoder, at en gruppering under navnet Freddy Kruger-banden formodes at stå bag angrebet.

Mandag rapporterede politiet også, at det havde fundet otte lig i byen Buena Fe, der ligger i den sydvestlige provins Los Rios.

Fire af de omkomne er mænd, mens de øvrige fire er kvinder.

Ifølge en lokal politirapport blev alle otte fundet med hænderne bundet med gaffatape og sorte poser trukket over hovedet. Af rapporten fremgår det desuden, at der er tegn på, at de var blevet udsat for tortur.

Lokale medier skriver, at de dræbte var en del af en større gruppe på 12 personer, der var rejst til området fra den ecuadorianske hovedstad, Quito.

De resterende fire medlemmer af gruppen, en ældre kvinde og tre piger, er meldt savnet.

I årets første halvdel blev der registeret mere end 4600 drab i Ecuador. Det er en stigning på 47 procent sammenlignet med samme periode sidste år, viser data fra Ecuadors Observatorium for Organiseret Kriminalitet (OECO).

Ecuador, der engang blev betragtet som et af de sikreste lande i Latinamerika, har de seneste år oplevet en voldsom stigning i antallet af drab og andre typer af voldelig kriminalitet.

Landet ligger mellem Colombia og Peru, der er to af verdens største producenter af kokain. Det har gjort Ecuador til et knudepunkt for den internationale kokaintransport.

73 procent af verdens samlede kokainproduktion sendes gennem Ecuadors havne, viser opgørelser ifølge AFP.

/ritzau/AFP

MESTE LÆST UDLAND (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT