Venezuela lukker ambassade i Norge efter uddeling af fredsprisen
Venezuela lukker sin ambassade i Norge, efter at en oppositionspolitiker fra landet fik Nobels fredspris.
Venezuela har lukket sin ambassade i Norges hovedstad, Oslo.Det oplyser det norske udenrigsministerium over for VG og NRK mandag.
- Vi har modtaget oplysninger fra den venezuelanske ambassade om, at de lukker ambassaden uden begrundelse. Det er beklageligt, skriver pressetalsperson Cecilie Roang i en mail til VG.
Ifølge en udtalelse fra myndigheder i Venezuela mandag er lukningen af ambassaden en del af en "omstrukturering" af udenrigstjenesten, hvor man vil åbne nye ambassader i Burkina Faso og Zimbabwe.
Man vil desuden lukke den venezuelanske ambassade i Australien, lyder det i udtalelsen ifølge Reuters.
Lukningen af ambassaden kommer i kølvandet på, at den venezuelanske oppositionspolitiker Maráa Corina Machado i sidste uge blev tildelt Nobels fredspris.
Prisen uddeles af en komité, der er nedsat af det norske parlament, Stortinget.
Den venezuelanske oppositionspolitiker, der offentligt har kritiseret den siddende præsident Nicolás Maduro, blev fredag tildelt prisen for "sit arbejde med at fremme demokratiske rettigheder for Venezuelas befolkning", lød det i motiveringen fra komitéen.
Det norske udenrigsministerium vil over for VG ikke svare på, hvorvidt lukningen af ambassaden har noget at gøre med uddelingen af Nobels fredspris.
Ministeriet understreger, at Nobelprisen er uafhængig af den norske regering.
María Corina Machado er leder af oppositionspartiet Vente Venezuela, der har stået i opposition til den siddende præsident, Nicolás Maduro, der har regeret landet siden 2013.
Han blev af oppositionen - og særligt af María Corina Machado - beskyldt for at begå valgsvindel, da han vandt præsidentvalget i 2024.
I 2023 annoncerede den nykårede nobelprismodtager selv sit kandidatur til præsidentvalget i 2024, men blev udelukket i at stille op af højesteretten i Venezuela.
/ritzau/