Situationen er igen spændt ved kinesisk-indisk grænse

18. MAR 2023 • 09:14UDLAND

I nogle områder i Himalaya er kinesiske og indiske enheder placeret tæt ved hinanden, siger indisk minister.

Indien siger, at situationen med Kina er kompliceret ved de to landes fælles grænse i den vestlige Himalaya-region Ladakh, hvor der tidligere har været væbnede kampe mellem kinesiske og indiske grænsestyrker.

- I nogle områder af Ladakh er kinesiske og indiske enheder i dag placeret meget tæt ved hinanden, siger Indiens udenrigsminister, Subrahmanyam Jaishankar, lørdag.

Mindst 24 soldater blev dræbt, da det kom til skudvekslinger i regionen mellem de to store lande i sommeren 2020. Men situationen er siden blevet roligere efter både militære og diplomatiske forhandlinger.

Det kom også til voldelige træfninger ived den ikke markerede grænse mellem de to lande i december, men ingen personer blev dræbt.

- Forholdet mellem Indien og Kina kan ikke normaliseres, før problemerne er løst i henhold til princip-aftaler fra septemberaftalen i 2020, siger den indiske udenrigsminister og tilføjer:

- Kineserne må levere det, som de lover, og det er et problem for dem.

Den indiske minister siger, at han diskuterede problemerne med Kinas nye udenrigsminister, Qin Gang, ved et G20-underigsministermøde i denne måned i Indien.

Konflikten ved grænsen er den mest alvorlige mellem landene i årtier. I 2020 havde begge lande ifølge AFP udstationeret titusindvis af tropper ved grænsen, der ligger i mere end 4000 meters højde.

Landene udkæmpede en kort krig om grænsen i 1962, men officielt var der ikke blevet affyret skud i området siden 1975, da de hårde kampe fandt sted i 2020.

Indiens premierminister, Narendra Modi, lagde for år tilbage en ny linje for Indiens nordligste egne. Striden ved de to landes grænse i Himalaya blev udløst ved, at Indien ville bygge nye veje og landingsbaner til fly i området.

Det skete i en intens konkurrence med Kinas omfattende "Belt and Road-initiativ" - "den nye silkevej".

Det er en langsigtet plan om blandt andet at genoprette handelsvejen mellem Kina og Europa via kæmpemæssige investeringer i jernbaner, havne, veje og anden infrastruktur.

/ritzau/AFP

MESTE LÆST UDLAND (48 T)

17. APR 2024 • 09:59UDLAND
Ørkenbyen Dubai drukner i regn

SENESTE RITZAU