Stage runder ti ligamål i sæsonen og overgår Wind

17. MAJ 2025 • 18:09SPORT

Midtbanespilleren Jens Stage har scoret flere bundesligamål i sæsonen end angriberen Jonas Wind.

Danske Jens Stage har i den grad været i målhumør for Werder Bremen i Bundesligaen.

I sidste spillerunde blev midtbanespilleren lørdag noteret for sit tiende ligamål i sæsonen.

Efter godt en halv time på udebane mod Heidenheim steg 28-årige Stage til vejrs på et hjørnespark og pandede sit mandskab foran 2-0.

Forinden havde østrigske Romano Schmidt bragt gæsterne foran i kampen, som Werder Bremen endte med at vinde 4-1.

Aldrig før har Stage scoret flere mål i en enkelt sæson. Tilbage i 2021/2022-sæsonen scorede han ni mål for FC København på tværs af alle turneringer.

Stage ender desuden med fem assister på kontoen i Bundesligaen.

Danskerens evner foran netmaskerne har medvirket til, at Bremen ender på ottendepladsen i tabellen.

Med hovedstødsmålet overgår han landsmanden Jonas Wind på topscorerlisten og er dermed den mest scorende dansker i den tyske liga i sæsonen.

Den danske landsholdsangriber, der spiller for Wolfsburg, er noteret for ni træffere.

Wind var ikke med i kamptruppen, da Wolfsburg vandt 1-0 på udebane over Borussia Mönchengladbach.

Winds mandskab ender på 11.-pladsen, mens Gladbach akkurat lander i den øverste halvdel af tabellen.

/ritzau/

MESTE LÆST SPORT (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT