OB-forspring skrumper til et point inden afgørelsens time

17. MAJ 2025 • 16:03SPORT

FC Fredericia har blot et enkelt point op til førerholdet OB inden sidste spillerunde i 1. division.

Luca Kjerrumgaard har i høj grad været et problembarn for modstanderne i 1. division, og lørdag gjorde OB-topscoreren det onde ved Kolding IF.

På udebane mod rækkens nummer tre dukkede han op ved forreste stolpe efter godt en times spil og scorede sit ligamål nummer 20 i sæsonen.

Den 22-årige danske angriber havde held med afslutningen, men bolden kom over stregen.

Alligevel måtte OB nøjes med et enkelt point, da hjemmeholdets Sami Karchoud mod slutningen scorede til slutresultatet 1-1.

Resultatet betyder, at fynboerne blot har et enkelt point ned til FC Fredericia på andenpladsen inden sidste spillerunde i Danmarks næstbedste fodboldrække.

Allerede 26. april stod det klart, at OB efter sommerferien igen er klar til at spille i Superligaen efter et års fravær.

Det andet oprykkerhold, Fredericia, vandt 3-0 på udebane over AC Horsens på samme tid med kampen i Kolding.

Fra omkring 25 meter kanonerede Frederik Rieper gæsterne foran efter en time, inden Emilio Simonsen et kvarter senere fordoblede føringen.

I de sidste minutter satte Simonsen to tykke streger under en sikker Fredericia-sejr med sit andet mål i opgøret.

/ritzau/

MESTE LÆST SPORT (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT