Astralis er i første store finale i flere år

17. MAJ 2025 • 15:06SPORT

Det så sort ud for Astralis undervejs, men efter et større comeback er holdet klar til finalen i PGL Astana.

For første gang siden sommeren 2022 er Counter Strike-holdet Astralis klar til finalen i en større turnering.

Den nyanskaffede kaptajn Rasmus "HooXi" Nielsen har blot trænet med holdet i halvanden uge.

Ikke desto mindre formåede Astralis at vinde 2-1 over Aurora i semifinalen i turneringen PGL Astana, hvor der er over otte millioner kroner i præmiepuljen.

Det danske Counter Strike-hold møder enten Furia eller Spirit i søndagens finale.

Astralis tabte et tæt første map i semifinalen, og det så skidt ud for danskerne, da Aurora bragte sig foran 8-4 i andet map.

Herfra kom der imidlertid gang i de danske reaktioner, og Astralis tvang kampen ud i et tredje og afgørende map ved at vinde ni runder i træk.

På tredje map kom Astralis flyvende fra start med en 4-0-føring.

Holdet buldrede videre, og sejren var for alvor nær, da holdet vandt pistolrunden efter pausen og bragte sig foran 10-3.

Efterfølgende gik der ikke længe, før danskerne lukkede mappet. Astralis endte med at vinde kampen 11-13, 13-8, 13-3.

Finalepladsen er en realitet, under en måned efter at Astralis skilte sig af med sportsdirektør Kasper Straube og in-game leader Casper "cadiaN" Møller.

Casper Møller nåede ikke at være med på holdet i et år, før det blev til en fyreseddel.

I stedet blev "HooXi" udnævnt som ny in-game leader. Han styrer slagets gang og står med de overordnede taktiske beslutninger under en kamp.

I april missede Astralis majorturneringen i den amerikanske by Austin.

Det blev den femte majorturnering i træk uden deltagelse af verdensranglistens tidligere nummer et.

/ritzau/

MESTE LÆST SPORT (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT