Shein åbner sin første fysiske butik i fransk stormagasin
Asiatisk handelsplatform har været i søgelyset i Frankrig for salg af børnelignende sexdukke.
Den asiatiske handelsplatform Shein har onsdag åbnet sin første fysiske forretning i verden under stort politiopbud.Butikken er åbnet i stormagasinet BHV Marais i den franske hovedstad, Paris.
Det skriver nyhedsbureauet AFP.
En lang kø af kunder havde ventet i timevis, inden butikken blev åbnet klokken 13, hvor en hvid snor ved indgangen blev klippet over.
Åbningsseancen stod Frederic Merlin og Karl-Stéphane Cottendin for. De er henholdsvis administrerende direktør for SGM-gruppen, som ejer BHV Marais, og direktør for stormagasinet.
Det var Cottendin, der førte saksen.
Ifølge AFP har et stort antal kampklædte politibetjente været til stede i området omkring BHV Marais op til åbningen af Shein-forretningen.
Shein har fået kritik for arbejdsforholdene på sine fabrikker, for sin forretningsmodel og for at fremme en brug-og-smid-væk-kultur med sit salg af billigt og hurtigt produceret tøj.
Desuden har platformen netop været i søgelyset i Frankrig på grund af sit salg af en dukke, som af en fransk tilsynsmyndighed er blevet beskrevet som en sexdukke med et barnligt udseende.
Frankrigs generaldirektorat for konkurrence, forbrug og bekæmpelse af svindel foretog lørdag en indberetning af dukken til landets anklagemyndighed og til Frankrigs tilsynsorgan for online- og medieindhold.
Derefter fjernede Shein dukken fra sin onlineplatform.
Samme dag som åbningen af butikken har landets regering startet en procedure for at suspendere Sheins onlineplatform i en periode.
Det oplyser kontoret for Frankrigs premierminister, Sébastien Lecornu, i en udtalelse, skriver AFP.
- Efter premierministerens instrukser indleder regeringen en proces for at suspendere Shein, så længe det er nødvendigt, indtil platformen kan bevise over for myndighederne, at alt dens indhold endeligt er i overensstemmelse med vores love og regler, lyder det.
I nærheden af forretningen havde aktivister på åbningsdagen taget opstilling for at demonstrere for børns rettigheder.
- Beskyt børnene, ikke Shein, stod der på et af demonstranternes skilte.
Sheins ledelse har lovet at samarbejde med de franske myndigheder og har sagt, at den vil indføre et forbud mod alle sexdukker på platformen.
Shein blev grundlagt i Kina i 2012, men har i dag sit hovedkvarter i Singapore.
/ritzau/
