Skoler, tog, verdensberømte attraktioner og mange andre dele af det franske samfund rammes i hedebølge.
Flere verdensberømte attraktioner lukker tidligt i Paris på grund af den igangværende hedebølge.Det gælder blandt andet kunstmuseet Louvre, som tirsdag meddeler, at det lukker to timer før tid fra onsdag til lørdag. Det skyldes, at varmen bygger sig op i løbet af dagen på grund af "de høje besøgstal".
Det skriver nyhedsbureauet AFP.
Imens er Eiffeltårnet lukket tidligt tirsdag, oplyses det på attraktionens hjemmeside.
Det skete klokken 16, hvilket er mange timer inden der normalt lukkes - det sker normalt først klokken 00.45 i højsæsonen. Også onsdag er det sandsynligt, at det 330 meter høje parisiske vartegn må lukke tidligt.
Temperaturerne i Paris ligger tirsdag cirka klokken 16 omkring 37 grader celsius. Og de kommende dage byder på lignende temperaturer.
Varmen skaber ikke blot udfordringer for turistattraktioner. Der er også skolelukninger og aflyste tog, skriver det franske medie Le Monde.
Samtidig er 40 mennesker siden torsdag druknet i Frankrig, og der er udstedt et såkaldt rødt vejrvarsel om en helt usædvanlig hedebølge i størstedelen af landet. Det betyder, at folk opfordres til i særlig grad at passe på i varmen.
Spanien og Italien har sammen med Frankrig været hårdest ramt af hedebølgen, som præger en række steder i Europa.
I Rennes omkring 300 kilometer sydvest for Paris har AFP talt med Ancuta Lacatus, som bor i en stuelejlighed og har sat skodder for alle sine vinduer.
- Det er hårdt, men jeg klarer mig, siger den 49-årige rengøringsassistent til AFP.
- Min læge har rådet mig til ikke at gå ud. Det er for farligt, siger Lacatus, der har hjerteproblemer.
Men selv når det er nat, er det "meget varmt", understreger hun.
I Rennes har det mandag og tirsdag været omkring 40 grader.
Den meteorologiske tjeneste Meteo France advarer om, at den aktuelle hedebølge kan blive på et niveau svarende til en hedebølge i 2003, som førte til en overdødelighed på 15.000.
DMI har i Danmark udsendt forvarsel om hedebølge sidst på ugen. De længere perioder med høje temperaturer vil der blive ved med at komme flere af, lyder det.
- Hedebølger er ikke længere sjældne ekstreme hændelser. De er ved at blive en fast del af den europæiske sommer. Hedebølger er ved at blive den nye normal, siger Adrian Lema, chef for Nationalt Center for Klimaforskning på DMI, i en pressemeddelelse tirsdag.
/ritzau/