Russisk far pågrebet: Datteren lavede vred skoletegning om krigen

30. MAR 2023 • 11:49UDLAND

Aleksej Moskaljov flygtede efter fængselsdom. Nu er han fanget, og datteren er sendt på genopdragelse.

Aleksej Moskaljov, der flygtede, da han blev idømt to års fængsel for at tilsværte Ruslands hær, er blevet pågrebet af russisk politi.

Det oplyser hans advokat og menneskerettighedsaktivist Dmitrij Zakhvatov.

- Ja, han er blevet tilbageholdt, siger han kort uden detaljer om Moskaljovs pågribelse, og hvad der nu skal ske.

Moskaljov blev dømt, efter at hans 13-årrige datter havde tegnet en tegning i skolen, som kritiserede krigen i Ukraine.

På tegningen ses missiler ved siden af et russisk flag, der flyver i retning af en kvinde og et barn ved siden af et ukrainsk flag.

En lærer meldte efterfølgende familien til politiet. Her undersøgte man, hvad det var for kritiske holdninger, som Moskaljov gav udtryk for på. Blandt andet på sociale medier.

Det har ført til, at myndighederne har sendt datteren på 13 år på et børnehjem.

Efter Ruslands invasion i Ukraine sidste år er der blevet slået hårdt ned på al kritik i Rusland, der retter sig mod krigen og præsident Vladimir Putin og hans politiske ledere.

54-årige Aleksej Moskaljov er enlig far. Han har været adskilt fra sin datter, Masja, siden han blev sat i husarrest i begyndelsen af marts. Hun er sendt på et "rehabiliteringscenter" for mindreårige i deres hjemby Jefremov 300 kilometer syd for Moskva.

En anden advokat, som også repræsenterer Moskaljov, fortalte onsdag, at han havde besøgt det såkaldte rehabiliteringscenter for at træffe datteren Masja. Men hun var der ikke.

- Det ser ud til, at de skjuler Masja, sagde han til AFP.

Det er lykkedes Masja at lægge en besked på et socialt medie, hvor hun kalder sin far "den modigste mand i hele verden".

- Jeg elsker dig så meget, og jeg ved, at du ikke er skyldig i noget. Du er min helt, får hun fortalt.

Historien har fået stor udbredelse ikke bare ude i verden, men også i Rusland.

Moskaljov mødte ikke op i retten, da dommen på to års fængsel blev afsagt tirsdag. Han havde allerede valgt at tage flugten.

/ritzau/Reuters

MESTE LÆST UDLAND (48 T)

17. APR 2024 • 09:59UDLAND
Ørkenbyen Dubai drukner i regn

SENESTE RITZAU