Flere sårede i knivangreb i Hamburg er udskrevet fra hospitalet

24. MAJ 2025 • 18:07UDLAND

En 39-årig kvinde, der er mistænkt for at stå bag knivstikkeriet i Hamburg, blev varetægtsfængslet lørdag.

Flere af dem, der blev såret i knivstikkeriet på Hamburgs hovedbanegård fredag, er blevet udskrevet fra hospitalet.

Det skriver Hamburgs borgmester, Peter Tschentscher, på det sociale medie X lørdag.

- Nogle af de sårede er allerede blevet udskrevet fra hospitalet. Det er en stor lettelse. Jeg håber, at de kommer sig, og jeg ønsker dem og deres familier en masse styrke, skriver han i opslaget.

Borgmesteren uddyber ikke, hvor mange af de sårede, der er blevet udskrevet.

Fredag aften stak en person flere mennesker med kniv på hovedbanegården i Hamburg.

Angrebet fandt ifølge flere tyske medier sted omkring klokken 18 mellem banegårdens perron 13 og 14 foran et ventende tog.

18 personer i alderen 19 til 85 år blev såret under stikkeriet.

Fire personer - tre kvinder på 24, 52 og 85 år samt en 24-årig mand - blev bragt på hospitalet med livstruende skader, skriver nyhedsbureauet dpa.

Yderligere syv personer blev alvorligt såret, mens de resterende syv pådrog sig lettere skader.

Lørdag har politiet i Hamburg meddelt, at alle de sårede er i stabil tilstand, skriver dpa.

Kort efter knivstikkeriet blev en mistænkt anholdt. Der er tale om en 39-årig kvinde.

Politiet har tidligere meddelt, at man mener, at kvinden handlede alene, og at handlingen ikke var politisk motiveret.

- Tværtimod er der nu meget konkrete indikationer på, at den mistænkte er psykisk syg, har politiet sagt ifølge dpa.

Lørdag eftermiddag har en dommer afgjort, at kvinden skal varetægtsfængsles, skriver politiet i en pressemeddelelse.

Ifølge dpa skal hun anbringes på en psykiatrisk institution.

Kvinden er sigtet for 15 forsøg på manddrab og grov legemsbeskadigelse, lyder det i meddelelsen fra politiet.

Anklagen dækker over de personer, der pådrog sig direkte skader fra kniven i form af snit- eller stiksår.

De resterende sårede fik andre skader for eksempel fra fald, oplyser politiet.

/ritzau/

MESTE LÆST UDLAND (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT