Rusland udviser svenske diplomater og melder om elendigt forhold

25. MAJ 2023 • 11:24UDLAND

Det russiske forhold til Sverige er på et hidtil uset lavt niveau, lyder det fra Ruslands udenrigsministerium.

Rusland har udvist fem svenske diplomater og vil også lukke det svenske konsulat i den russiske by Sankt Petersborg.

Det skriver nyhedsbureauerne AFP og Reuters.

Det lyder desuden, at forholdet til Sverige aldrig har været dårligere.

Det russiske udenrigsministerium skriver således, at de to landes forhold "har nået et hidtil uset lavt niveau".

Sverige udviste for en måned siden fem russiske diplomater fra Sverige.

Torsdagens udmelding anses derfor som et russisk modsvar.

- Der er blevet taget en beslutning om at erklære fem svenske diplomater for persona non grata, skriver Ruslands udenrigsministerium.

Sveriges ambassadør i Rusland, Malena Mard, er blevet informeret, lyder det.

Ethvert land kan til enhver tid udvise diplomater - også uden at give nogen videre forklaring. Det er et værktøj, der kan bruges, hvis man eksempelvis har mistanke om spionage eller blot vil sende et signal om utilfredshed.

Betegnelsen diplomat bruges typisk om personer, der er udsendt som officiel repræsentant for deres land og er tilknyttet en ambassade eller organisation.

Forholdet mellem Sverige og Rusland er blevet forværret, siden svenskerne sidste år ansøgte om at blive medlem den vestlige forsvarsalliance Nato.

Sverige, der ansøgte sammen med Finland, er modsat finnerne endnu ikke blevet optaget i alliancen. Der mangler grønt lys fra Tyrkiet og Ungarn.

Nato spiller en hovedrolle i forbindelse med den igangværende krig i Ukraine.

Rusland krævede i opløbet til krigen en garanti for, at Ukraine aldrig vil blive en del af alliancen. Det krav nægtede Nato at imødekomme.

Ifølge russerne vil det true deres sikkerhed, hvis Ukraine tilslutter sig Nato.

Mange Nato-lande har støttet Ukraine med militært udstyr, efter at landet er blevet invaderet af Rusland. Der er dog ikke blevet sendt Nato-soldater ind i Ukraine, fordi Ukraine ikke er en del af forsvarsalliancen.

Danmark, Island og Norge er blandt Natos 30 medlemslande.

/ritzau/

MESTE LÆST UDLAND (48 T)

SENESTE RITZAU