Sydkoreas tidligere førstedame fængslet i sag om korruption
Kim Keon-hee, der er gift med den tidligere præsident Yoon Suk-yeol, blev tirsdag varetægtsfængslet i Seoul.
Sydkoreas tidligere førstedame Kim Keon-hee er blevet varetægtsfængslet på grund af anklager om korruption.Det oplyser en særlig anklager til nyhedsbureauet Reuters.
Ifølge anklageren har den 52-årige Kim Keon-hee taget imod bestikkelse fra virksomhedsejere og religiøse figurer. Samtidig er hun under mistanke for kursmanipulation med aktier.
Den tidligere førstedame, der afviser alle anklager, risikerer flere år i fængsel, hvis hun bliver dømt.
Kim Keon-hee blev tirsdag varetægtsfængslet efter et retsmøde i Sydkoreas hovedstad, Seoul, da retten gav anklageren ret i, at der var risiko for, at den tidligere førstedame ville ødelægge beviser.
Kim Keon-hee mistænkes blandt andet for at have taget imod to værdifulde Chanel-tasker og en diamanthalskæde fra en religiøs gruppe i bytte for at fremme gruppens interesser.
Hun er gift med Sydkoreas tidligere præsident Yoon Suk-yeol, der også sidder i fængsel.
Tilbage i april afgjorde en forfatningsdomstol i en rigsretssag, at Yoon Suk-yeol forsømte sine pligter som præsident, efter at han sidste år indførte en kortvarig militær undtagelsestilstand i Sydkorea.
Den kortvarige undtagelsestilstand 3. december efterlod landet i chok, men varede blot få timer.
Efter eget udsagn tog Yoon beslutningen, fordi pro-nordkoreanske kræfter modarbejdede hans og Sydkoreas interesser inden for landets grænser.
Der er flere anklager mod Yoon. Blandt andet er han tiltalt for at tilrettelægge et oprør og at beordre, at optegnelser blev slettet. Han er også tiltalt for, at han gennem magtmisbrug skal have hindret andre i at udøve deres rettigheder.
Desuden er han tiltalt for at have stillet sig i vejen for, at arrestordrer kunne gennemføres.
Hvis han kendes skyldig, kan det resultere i en livstidsdom eller dødsstraf.
Yoon har gennem hele sagen fastholdt, at han er uskyldig.
/ritzau/Reuters