Rusland udskifter general i spidsen for Ukraine-indsats

8. OKT 2022 • 17:08UDLAND

Efter hårde tilbageslag for russiske styrker i Ukraine er ny general indsat som øverste leder af indsatsen.

Rusland har udpeget den hidtidige chef for landets luftvåben, general Sergej Surovikin, til at lede de russiske styrker, der kæmper i Ukraine.

Det meddeler Ruslands forsvarsministerium lørdag.

Det er den tredje udnævnelse på højt niveau i det russiske militær inden for en uge.

Ændringerne kommer, efter at den russiske hær i de seneste uger har lidt en række nederlag i Ukraine.

Her har ukrainske styrker generobret store landområder i det østlige Ukraine, som Rusland har kontrolleret i månedsvis.

Det har medført en usædvanlig intern kritik mod det russiske militær.

I sidste uge opfordrede Tjetjeniens leder, Ramzan Kadyrov, til fyring af landets øverste general.

En fremtrædende politiker opfordrede generalerne til at holde op med at "lyve" om situationen på slagmarken.

Surovikin er 55 år og har hidtil stået i spidsen for de russiske styrker i det sydlige Ukraine. Det fremgik af en rapport fra det russiske forsvarsministerium i juli.

Generalen har mange års kamperfaring fra de russiske krigsindsatser i Tadsjikistan og Tjetjenien i 1990'erne.

Han har også ledet Ruslands militære indsats i Syrien. Her gik Rusland ind i krigen i 2015 på præsident Bashar al-Assads side.

Det russiske forsvarsministerium nævner ikke, hvem Sergej Surovikin afløser.

Men ifølge britiske efterretninger har general Aleksandr Dvornikov ledet indsatsen i Ukraine siden april. Han har ligeledes gjort tjeneste under den anden Tjetjenien-krig samt i Syrien.

/ritzau/AFP

MESTE LÆST UDLAND (48 T)

SENESTE RITZAU