Trump udpeger tidligere rådgiver som mulig landbrugsminister
Brooke Rollins var politisk rådgiver for Trump under hans første præsidentperiode.
USA's kommende præsident Donald Trump har udpeget sin tidligere politiske rådgiver Brooke Rollins som landbrugsminister.Det skriver nyhedsbureauet AFP.
- Som vores næste landbrugsminister vil Brooke (Rollins, red.) stå i spidsen for at beskytte amerikanske landmænd, som absolut er vores lands rygrad, lyder det i en udtalelse fra Trump.
52-årige Rollins er direktør for tænketanken America First Policy Institute, som arbejder på at fremme Trumps politiske dagsorden.
Ifølge Reuters har organisationen arbejdet tæt sammen med Trumps kampagneteam i udformningen af politikker til hans kommende regering.
Hun beskrives af AFP som mere traditionelt konservativ end blandt andre Robert F. Kennedy Jr., som Trump har udpeget som sundhedsminister.
Da Trump var blevet valgt som præsident, skrev hun ifølge CNN på det sociale medie X:
- Vi elsker dig, hr. præsident, og vi er så stolte af, at vi kan forsætte kampen for et USA, der er bygget omkring din "America First"-vision.
Rollins' navn blev tidligere nævnt som potentiel stabschef for Det Hvide Hus. Men Rollins trak sig, da det stod klart, at det ville føre til en magtkamp med Susie Wiles, der endte med at få stillingen.
Ifølge AFP var posten som landbrugsminister den sidste toppost, som Trump manglede at udpege.
Den kommende præsident har været hurtig til at udpege den inderkreds, som skal lede de vigtigste dele af regeringen. Hans udpegelser spænder fra tv-værter til amerikanske senatorer og guvernører.
Flere i kredsen har tætte bånd til America First Policy Institute.
Trump mangler stadig at udpege nogle stillinger, men de vigtigste poster er ifølge AFP og Reuters udpeget.
Rollins skal - ligesom alle de andre nominerede ministre - godkendes af Senatet, før hun kan indtage posten.
Landbrugsministeren rangerer i den nuværende præsident Joe Bidens administration som nummer otte. Det fremgår af Det Hvide Hus' hjemmeside.
/ritzau/