Republikanerne sikrer sig flertal i Senatet
Republikanerne har sikret sig flertal i Senatet i USA, fastslår AP. Partiet står til mindst 51 mandater.
Republikanerne får flertal i Senatet i Washington D.C., viser en opgørelse fra nyhedsbureauet AP.Det står klart, efter at et afgørende mandat i Nebraska er gået til den siddende republikanske senator Deb Fischer.
Hendes primære udfordrer var den uafhængige kandidat Dan Osborn.
Forud for valget har Demokraterne haft flertal i Senatet ved hjælp af fire uafhængige kandidater.
AP's opgørelse viser, at Republikanerne får mindst 51 pladser i Senatet, som har i alt 100 medlemmer.
34 af de 100 pladser var på valg tirsdag sideløbende med det amerikanske præsidentvalg.
Klokken 10 (dansk tid) har Republikanerne sikret sig 51 pladser i Senatet, mens Demokraterne er sikret 42 pladser.
Syv pladser er endnu ikke blevet besat.
To af de pladser, der går til Republikanerne, var inden valget besat af demokrater. West Virginias ene plads i Senatet, der før tilhørte demokraten Joe Manchin, overgår til republikaneren Jim Justice.
Jim Justice er guvernør i West Virginia.
Og den demokratiske senator Sherrod Brown fra Ohio har mistet sin plads i Senatet. Den overtages af republikaneren Bernie Moreno.
Inden valget sad 47 demokrater, fire uafhængige kandidater og 49 republikanere i Senatet.
På den baggrund ville Republikanerne kunne genvinde kontrollen med Senatet ved at få to mandater, ud over dem partiet allerede havde, eller ved at vinde præsidentvalget og ét ekstra mandat.
Udfaldet af præsidentvalget har betydning for magtfordelingen i Senatet, da vicepræsidenten er formand for Senatet og kan afgive den afgørende stemme, hvis der er stemmelighed blandt medlemmerne.
Men med 51 sikre republikanske pladser i Senatet, er det altså uden betydning i forhold til flertallet, hvem der vinder præsidentvalget.
Onsdag morgen erklærede Donald Trump sig som valgets vinder.
Ud over valg til Senatet, har der sideløbende været valg til Repræsentanternes Hus, der er det andet af Kongressens to kamre.
Det står onsdag formiddag endnu ikke klart, hvilket parti der får flertal i Repræsentanternes Hus.
/ritzau/